Mark Wahlberg ønsker alle en glædelig faste

(Læsetid: 3 minutter)
– Husk at få din aske, lød Mark Wahlbergs opfordring til alle katolikker Askeonsdag den 6. marts. Skuespilleren indledte selv fastetiden med at gå i kirke, hvor han fik tegnet et kors af aske i panden.

Den katolske skuespiller Mark Wahlberg indledte fastetiden med at gå i kirke Askeonsdag den 6. marts. Herefter skrev han en bøn for sine 12 millioner følgere på Instagram.

Det skriver The Christian Post.
Askeonsdag markerer begyndelsen på den seks uger lange fastetid før påske. Før Askeonsdag vil katolske præster brænde palmegrene fra det foregående års Palmesøndag til aske, som de så bruger, når de tegner et kors i panden på kirkegængerne.

Præsterne vil ofte lære deres menigheder, at aske-ritualet skal minde mennesker om, at de er ”skabt af støv og en dag skal blive til støv igen”.

Bøn for 12. mio. følgere

”Nu er den her, en af mine yndlingstider i året. Glædelig askeonsdag til alle,” siger
Mark Wahlberg i en video på Instagram. Han tilføjer: “Husk at få din aske, hvis du er katolik.”
Herefter skriver skuespilleren en bøn om Guds velsignelse over alle sine 12 millioner følgere uanset tro og sociale forhold.

”Jeg glæder mig til Påsken, som snart kommer, men må Gud velsigne jer alle i fastetiden. Må Gud altid velsigne jer,” skriver han.

Historisk set er fastetiden forbundet med både bod og faste, men i stadig flere kirker bruges asleonsdag som en dag, hvor man reflekterer over menneskets dødelighed, oplyser radiostationen NPR.

Faste fra sociale medier

Mark Wahlberg afslørede i sit budskab, at han sandsynligvis ville bruge fastetiden til at reflektere over sin tro og bruge mindre tid på de sociale medier.

“Hvis I ikke hører fra mig, er det fordi jeg prøver at finde mere stille tid,” slutter Wahlberg og tilføjer et “Love you guys.”

I et tidligere interview med The Christian Post i New York City, har Wahlberg fortalt om, hvor vigtigt det er for ham at tilbringe tid sammen med Gud. Han vil hellere gå i kirke en lørdag aften end se et show på Broadway, ligesom han begynder og slutter hver dag med at reflektere over sin tro.

”Det er det, det hele drejer sig om. For mig er det bare den måde, hvorpå jeg elsker at starte min dag og slutte min dag,” sagde Mark Wahlberg til CP. Han forklarede, at denne priorietering også havde fået ham til at gå i kirke i stedet for at gå til en musical, da han var i New York City i oktober sidste år.

Troen er et ’anker’

– Jeg har været meget velsignet og meget heldig. Det skyldes den fokus, jeg har haft på min tro og min familie, at jeg har kunnet udføre så mange ting. Generelt er livet ikke let med fejl og skuffelser og tab, understregede han.

Også i 2016 fortalte Wahlberg om sin tro. I en video lagt på Facebook udtalte han, at troen tjener som et ”anker” i hans liv.

”Min katolske tro er det anker, der understøtter alt det, jeg gør i livet. I mine daglige bønner beder jeg om vejdledning og styrke i mit kald som ægtemand og som far,” sagde Mark Wahlberg.

Den 47-årige Mark Robert Michael Wahlberg er skuespiller, filmproducer, model og tidligere rapper. Som ung var han kriminel og kom i fængsel, før han blev kendt som rapsanger under navnet Marky Mark. Han er gift med Rhea Durham, og de har fire børn.

Mark Wahlberg har tidligere fortalt, at han har bedt Gud om tilgivelse for sin rolle i flere film, især filmen ”Boogie Night”.

Læs også