Opgav at springe ud fra bro

– Det var Gud, der styrede det hele, forklarer bryderen Colin Dozier, som reddede en mands liv og fortalte ham om Jesus.

En tidligere narkoman, som ville tage sit eget liv ved at springe ud fra en bro i USA, opgav sit forehavende i sidste øjeblik. Han er nu kommet til tro på Jesus og blevet døbt, fordi en ukendt mand fortalte ham om Guds kærlighed.

For godt to måneder siden stod den 27-årige Jacob Palmer på Lesner Bridge i Virginia Beach, deprimeret efter flere års misbrug af stoffer og alkohol.

Omkring midnat passerede Colin Dozier forbi i bil og bemærkede manden, som lænede sig ud over broen. Colin følte med det samme, at Gud ville have ham til at stoppe og hjælpe.

Jeg fik et kald fra Gud

– Jeg fik bare et kald, fortalte Colin på nyhedskanalen WTKR3. “Det er den eneste forklaring, jeg kan give. Gud kaldte mig til at gå hen til broen.”

Da Colin havde ringet til politiet, prøvede han at komme i kontakt med Jacob Palmer. Men denne var høj af både kokain, meth og heroin og truede med at dræbe både Colin og de politibetjente, der var kommet til.

Colin bad Gud om hjælp, før han delte et vers fra Jeremias’ Bog med den deprimerede mand:

”For jeg ved, hvilke planer jeg har for jer, siger Herren, planer om fred og ikke om ulykke, planer om fremtid og håb.” (Jeremias 29:11).

Sneg sig frem og sprang

Mens manden stadig overvejede at springe, begyndte Colin at bevæge sig forsigtigt hen imod ham. Hver gang Jacob Palmer lukkede øjnene og tog en dyb indånding, sneg Colin sig nærmere, mens han bad. Nu kom det ham til gode, at han har dyrket brydning i mange år.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Som et lyn kastede Colin sig til sidst over Jacob og trak ham væk fra kanten. ”Jeg vidste, at jeg bare ville have én chance for at gøre det og gøre det rigtigt,” fortalte han til Fox News.

Havde brug for Jesus

Men det var ikke nok for helten at redde den deprimerede mands liv. Colin forstod, at Jacob Palmer også havde brug for at lære Jesus at kende, så han fik 110 mænd fra Trinity Church i Virginia Beach til at bede for ham under en menighedslejr.

Og bønnerne blev hørt. Jacob tog imod Jesus, blev døbt – og er nu helt stoffri.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



– Jeg tror, hele historien lærer os, at der sker overnaturlige ting, når Ånden taler til os, og vi adlyder ham, sagde Randy Singer, der er præst i Trinity Church. ”Det at Colin er en tidligere professionel bryder, som tilfældigvis kørte forbi den aften …Det kan vi ikke se som en tilfældighed, vi forstår, at det er hele universets Gud, der griber ind”.

Colin Dozier er nu blevet hædret for sin heltedåd med byen Virginia Beach’ pris “Lifesaving Award.”

Guds timing

Men Colin Dozier ser ikke sig selv som den egentlige helt i historien. Han føler, at det var Gud, som den dag gav ham en helt specifik opgave med at redde en desperat mands liv.

”Af alle mennesker satte Gud mig der på det rette sted og i det rette øjeblik,” understreger han.


Artiklen fortsætter efter annoncen: