Udfordringen ledte Lene til et spændende liv

Lene Johansen flyttede hjemmefra allerede som 14-årig, fordi hendes far var alkoholiker.

Hun var nummer fire af ti søskende. De fleste af børnene fik et hårdt liv. Lene ville bare væk fra hjemmet, hvor faderen var alkoholiseret. Hun stak af.

– Hvor stak du hen?

– Bare væk! Men der åbnede sig en dør hos en klasselærerinde 14 dage efter. Jeg kunne bo og arbejde hos hende, og samtidig gøre 8. og 9. klasse færdig, fortæller Lene.

Da hun var 16 år, fik hun en kæreste i Korint. Ikke det græske Korint, som kendes fra Paulus’ breve, men den sydfynske by.

Bagefter kom Lene på husholdningsskolen Borrehus i Kolding. Og derfra flyttede hun tilbage til Korint og til Fåborg.

– Da min kæreste Bjarne kom på besøg, sad jeg og læste i en bibel, jeg havde fået.

– Hvordan kan det være, at du læste i en bibel?

– Jeg var jo blevet konfirmeret og havde hørt om det med Gud, men jeg forstod ikke, hvordan jeg skulle tage imod det. Vi sad og snakkede om, hvem Peter, Jesus og Johannes var. Og jeg husker, at jeg sagde: Jeg véd ikke, hvem Jesus er. Det ville jeg gerne vide.

Varme og latter

Pludselig, mens vi sad der og læste, forsvandt væggene. Jeg kan ikke forklare, hvad der skete, men vi sad på et værelse på 1. sal, og pludselig var der kun udsigt til himlen…

Og der kom sådan en varme ind. Vi begyndte at le, og kunne ikke få det til at forsvinde, selv om vi gik en tur. Vi havde sådan en glæde. Begge to.

Det var nok ligesom det, mange senere i 1990’erne oplevede med ”lattervækkelsen” i Toronto.
Mens Lene var i Fåborg, arbejdede hun på alderdomshjemmet som gangpige. Hun boede sammen med syv andre piger ovenpå.

Senere kom hun til at arbejde som sygehjælper på Nakkebølle Sanatorium.

– Vi blev gift, da jeg var 19 år, og da jeg var næsten 21 år, fik vi vores første barn.
Jeg havde besluttet, at min datter skulle opdrages i den kristne tro. Jeg vidste, det var det rigtige, og jeg ville den vej.

Jeg var ikke tilfredsstillet i mit hjerte. Jeg ville noget mere end at være sygehjælper, så jeg gik i gang med en uddannelse.

Udfordringens opskrift

I klassen mødte jeg Margit Sørensen fra Faaborg. Hun kom i Frelsens Hær, hvor hun mødte sin mand. Hun gav mig Udfordringen, som hun holdt. Og jeg læste flere Udfordringen-aviser der i 1976-77.

En dag stod der en ”opskrift” på, hvordan man kunne tage imod Jesus. Da jeg havde læst den, sagde jeg til mig selv: Det er jo dét, jeg skal gøre.

Så bøjede jeg knæ bag min blå sofa, og pludselig kunne jeg se, hvilket skrækkeligt menneske, jeg var. Og det måtte jeg have gjort noget ved.

Det første, Jesus sagde til mig, var, at jeg skulle tage hjem til mine forældre og bede dem om undskyldning.

– Selv om de vel ikke havde behandlet dig for godt…?

– Ja, jeg syntes jo, det var deres skyld. Jeg havde ikke helt afbrudt forbindelsen, så jeg besøgte dem og sagde, at nu havde jeg fået det sådan, at jeg skulle bede dem om undskyldning.

Byrden forsvandt

– Straks, jeg gjorde det, forsvandt byrden fra mine skuldre.

– Hvordan reagerede dine forældre?

– De græd og var meget berørte.

– Blev de selv troende?

– Jeg kan jo ikke se ind i hjerterne. Men jeg havde en samtale med min far fem dage før, han døde. Det er den bedste samtale, jeg har haft med ham. Ja, faktisk den eneste rigtige samtale.
Jeg har i et syn set, at Gud tog sig af ham, og det har givet mig fred.

Sov ikke i en uge

– Da jeg ventede mit tredje barn, var mor så syg under alt det pres, hun var ude for, at jeg blev hjemme hos hende i otte dage. Jeg lå og holdt om hende om natten, og sov ikke, og om dagen passede jeg tre børn. Hvordan det kunne lade sig gøre, forstår jeg ikke. Det var overnaturligt.

Men så snakkede jeg med præsten i Korint, som kontaktede Johannes Søndergaard fra Quo Vadis i Kolding, det kristne hjælpecenter, som dengang fandtes.

Mor kom derover og boede hos Ingrid og Hans Christian Bjerre. Hun holdt hele huset, for hun var meget dygtig. Her fandt hun sig selv og fandt Jesus.

Jeg kørte selv hver måned over til Quo Vadis for at være med til ”Pris Herren-aften”. Jeg søgte efter fællesskab. Og det var vidunderligt at være der.

For et år siden besøgte jeg lederparret Christa og Johannes Søndergaard i deres rækkehus i Vonsild. De er nu pensionister. Da jeg sagde ”Go’daw!” sagde Johannes: ”Er det ikke fynboen, der står der?” Han kunne huske mig, selv om det er 40 år siden. Jeg bliver snart 67 år.

Bror forsvandt i havet

– Da jeg hentede min mor, havde min far taget en taxa fra sygehuset, hvor han var indlagt. Jeg syntes, det var helt håbløst med de to mennesker sammen. Men så tog jeg et ord fra Bibelen, hvor der står: ”Hvad Gud har sammenføjet, må mennesker ikke adskille.”

Så holdt jeg mig til det. Og efter et par dage kom der besked om, at min bror var omkommet i Middelhavet. Så forstod jeg, at det var godt, de var sammen og kunne trøste hinanden i den sorg.

Vi véd ikke, hvad der skete. Vi ved kun, at min bror påmønstrede i Amsterdam, og at de ikke kunne finde ham, selv om de sejlede tilbage et døgn i sejlrenden.

Vi holdt en mindehøjtidelighed, fordi vi ikke kunne holde en begravelse.

Brugs-bestyrere

– I 1977 flyttede vi til Norup (i Mariagerfjord kommune) og var der i 18 år. Vi var bestyrere af en brugsforening.

Min mand var også kristen på sin stille og rolige måde. Min redning var, at vi kom nede hos Hans Jensens gruppe i Randers.

Hans var en fantastisk mand til at hjælpe mennesker.

(Hans Jensen var landmand. Da hans køer begyndte at dø af en sygdom, lagde han hænderne på dem og bad for deres helbredelse. De kom sig, og på den måde begyndte Hans Jensens tjeneste med at bede for mennesker. Mange oplevede en mirakuløs helbredelse. Red.)

Børn indebrændte

Lene fortæller, at hun havde set et syn af et køkken fyldt med klejner. Hun undrede sig over det. Så fik hun et billede af et hus og en have og genkendte det, fordi hendes datter var volontør på Sdr. Bork Efterskole.

Lene ringede til forstanderparret og spurgte, om de manglede en til køkkenet. Det gjorde de.

– Jeg skulle begynde til marts, men allerede i julen ringede min datter Helle hjem og fortalte: Det er helt galt, mor. Børnene er indebrændt i nat.

Det var forstanderparret Hansi og Niels’ børn, der var indebrændt. Det var en forfærdelig historie. Men jeg vidste, at det var nu, jeg skulle komme og hjælpe til. Klejnerne var et tidsbillede for mig på julen.

Jeg blev ofte så træt, at jeg næsten ikke kunne stå op. For vi havde jo store børn omkring os hele tiden. Jeg købte ind og lavede al maden, og min mand holdt styr på administrationen osv. Det var meget hårdt.

Om sommeren var der også bibelcamping. Og en udenlandsk profet, Mary Waarn, som var med på lejren, kiggede på mig og sagde: ”Du er nøjagtig i Guds plan. Du er, hvor Gud vil have dig.”
Det var en god bekræftelse.

Og vi blev der i fire år, indtil min mand døde i år 2000.

Helligkors kloster

– Jeg tog så på Helligkors Kloster, fordi jeg havde følt et kald. Men allerede den første nat sagde Gud til mig: Det er ikke endnu.”

Alligevel blev jeg der i et år. Jeg arbejdede så i Ølgod og brugte al min fritid i Klosteret. Det lykkedes endelig at få solgt mit hus i Sdr. Bork. Og det var godt, for jeg havde også et sommerhus, og min søn ville ikke bo på klosteret, så jeg havde fire huslejer!

Lene kom nu til at arbejde på bl.a. Sødisbakke plejehjem i Mariager, og i 2007 vendte Lene tilbage til klosteret.

Hellig Kors Kloster ligger på den jyske hede i Lem i nærheden af Skjern. Klosteret blev opført i 1950erne og 1960erne af sognepræsteparret, Isa og Hakon Rabjerg. De omkom senere ved en trafikulykke.

Klosteret blev herefter bestyret af Rosa Edelgaard frem til hendes død i 2008, hvor Lene og andre overtog driften.

Nu bor Lene i Ørre-Nybro, hvor hun en periode også var sekretær for den blinde formand for Døve-Blindeforeningen og rejste med ham til udlandet.

– Han så lyset, selv om der var bælg-ragende mørkt, bemærker Lene, som har en smittende latter. Også når hun snakker med mennesker om Gud.

– Jeg siger bare, hvad jeg vil, for jeg er ligeglad med, hvad folk tænker. Jeg véd jo, at det er det rigtige, for det hjalp mig til et rigt og spændende liv, slutter hun muntert.