Danmission og Novo Nordisk Fonden bekæmper ekstremisme blandt unge i Jordan

Efteruddannelse af lærere i Jordan. Foto: RIIFS/Danmission

Med en bevilling på godt 870.000 kr. støtter Novo Nordisk Fonden for første gang den folkekirkelige organisation Danmission. Pengene skal gå til efteruddannelse af lærere i Jordan, så de kan være med til at forebygge religiøs radikalisering og samtidig give syriske flygtningebørn en bedre skolegang.

Bevillingen til Danmission fra Novo Nordisk Fonden skal finansiere efteruddannelse samt nyt og bedre undervisningsmateriale.

– Lærere er rollemodeller, siger Stine Baltzer Madsen, der har været med til at udforme projektet i Danmission. “Målet er, at de udsatte børn og unge vokser op som aktive medborgere, der er med til at skabe fredelige lokalsamfund i den uroplagede region.”

Skønsmæssigt har 1,3 millioner syriske flygtninge krydset grænsen til Jordan, og det lægger et hårdt pres på økonomien i Jordan. Både jordanske lærere og lærere, som selv er flygtninge, kommer på efteruddannelse.

Mobning, vold og radikalisering

“Lærerne er ikke uddannet til at håndtere hverken de store sociale og psykiske problemer, som flygtningebørnene ofte lider under, eller de kulturelle og religiøse forskelligheder i de jordanske lokalsamfund. Det fører til mobning, vold, modløshed og psykiske problemer blandt eleverne.

Og det har lærerne brug for hjælp til at tackle,” forklarer Stine Baltzer Madsen.
Som rollemodeller kan lærerne påvirke eleverne – også når det handler om at stå imod rekrutteringen fra radikale islamister. Jordan er et af de lande, som i forhold til indbyggertallet har fostret flest såkaldte “hellige krigere”:

Op imod 4.000 er siden 2014 rejst til nabolandene Syrien og Irak for at kæmpe for bl.a. Islamisk Stat. Den jordanske regering har erkendt, at det er nødvendigt at give de unge større modstandskraft mod radikaliseringen. Denne modstandskraft skal lærerne nu være med til at give dem.

Københavns Professionshøjskole er involveret i projektet gennem tre danske lektorer fra læreruddannelsen. Samtidig involveres en række danske lærere, som er ansat på skoler med høj andel af syriske flygtningebørn i Danmark.

Dermed kan danske og jordanske lærere udveksle erfaring og viden om fredelig sameksistens og forebyggelse af ekstremisme, som ikke kun er vigtigt i Jordan og Mellemøsten, men også i Danmark.

Projektet gennemføres af Danmission i samarbejde med den jordanske partner, The Royal Institute for Interfaith Studies (RIIFS). Udover støtten fra Novo Nordisk Fonden har projektet også en bevilling fra DAPP (Dansk Arabisk Partnerskabsprogram under Udenrigsministeriet).