Nigeria: 32 kristne dræbt af islamistiske fulanihyrder

Her begraves nogle af ofrene for det islamistiske angreb nær Bokkos i Nigeria. Foto: Morning Star news/Facebook.

Mindst 32 er blevet dræbt og en pastors hus og en kirkebygning nedbrændt under to natlige angreb i Plateau State, Nigeria. Endnu engang er angrebene ifølge kilder begået af islamistiske fulanihyrder, skriver Morning Star News.

Kirkebygningen tilhørende The Church of Christ in Nations (COCIN) og præstens hjem blev ødelagt under angrebet på den overvejende kristne landsby Marish den 27. januar. Også to andre bebyggelser i Bokkos County blev ofre for angreb, oplyser lokale borgere. Angrebene er de seneste i den eskalerende voldsbølge i Plateau State, hvor kristne bliver dræbt af de islamistiske hyrder.

Islamisterne dræbte 17 personer i landsbyerne Marish og Ruboi mandag aften. Søndag den 26. januar blev 15 mennesker dræbt i et angreb mod Kwatas, fortalte lokalpolitiker Titus Ayuba Alams til Morning Star News.

“Angrebet mod Kwatas fandt sted mellem kl. 19 og 4 søndag-mandag. Mandag-tirsdag blev Ruboi og Marish angrebet i samme tidsrum af hyrderne,” fortalte Alams.

Fem personer blev såret under angrebet og flere huse sat i brand, fortalte en af de lokale beboere, Theophilus Mancha til Morning Star News.

”En gravid kvinde og 16 andre er blevet dræbt,” sagde Mancha.

Landsbyerne Kwatas, Marish og Ruboi ligger i udkanten af byen Bokkos, ca. 15 km sydvest for Plateau State University i Bokkos.

Benjamin Dogo fra Kwatas skrev i en sms til Morning Star News: “Vores folk er blevet dræbt igen. Omkring 15 af de døde er blevet evakueret til kapellet sammen med mange andre, som fik kvæstelser under angrebet søndag nat.”


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Nigeriansk politi meddelte, at 13 var blevet dræbt og 5 såret under angrebet mod Kwatas. Politiets talsmand Ubah Gabriel Ogaba bekræftede mandag i en pressemeddelelse, at ”ukendte bevæbnede mænd” havde angrebet landsbyen.

Efter politiets pressemeddelelse blev også landsbyerne Ruboi og Marish angrebet. Disse angreb er imidlertid ikke blevet kommenteret af politimyndigheden.

Plateaus guvernør Simon Lalong har fordømt angrebene mod de kristne borgere. Via sin pressetalsmand udtaler han:


Artiklen fortsætter efter annoncen:



”Mit hjerte bløder igen over denne tragedie, hvor uskyldige borgere er dræbt uden grund. Sikkerhedsstyrkerne bør gå efter bagmændene bag disse angreb – og deres sponsorer, så de kommer for retten og får sig en lærestreg.”