Tove i Tanzania for at lære af afrikanerne

”Tidligere sultede vi og vore børn – især i tørketiden – men nu har vi lært at dyrke afgrøder, som også kan klare tørken. Det er afgrøder, som er næringsrige. Vi har lært at dyrke dem korrekt, og det er produkter, der også kan sælges. Derudover har vi lært at dele og give planter og gødning mv. gratis til vore naboer og andre fattige bønder. Dette sidste er det allervigtigste: at vi lærer at dele med hinanden og give af vores eget til dem, som ingenting har.”

Ovenstående udmelding gik igen og igen alle de steder, vi besøgte i forbindelse med et ugelangt kursus i RIPAT (Rural Initiatives for Participatory Agricultural Transformation) i Tanzania. RIPAT-metoden er nu spredt til over 90 lande, hvor man tidligere har oplevet svær sult – især blandt børn. Og alle steder har man samme udmelding.

En dansk idé

Egentlig var det danskere (Elly Vesterager og hendes søn, Jens Vesterager, fra Vestjylland), som kom med idéerne til og brug af metoden. Dernæst trådte Rockwool Fonden til og betalte i flere år al forskning og udvikling af metoden. I sandhed en dansk-afrikansk succeshistorie!

På det ugelange kursus sad vi, undertegnede og tre ledere fra Nicaragua, dels på skolebænken på Sokoine Universitetet i Morogoro, ca. 4 timers kørsel ind i landet fra Dar-Es-Salaam, og dels besøgte vi mange grupper af farmere. De viste os stolte og velvilligt deres jord og afgrøder og fortalte om, hvordan disse skulle plantes og dyrkes korrekt. Ligeledes så vi de husdyr, som også indgik i projektet.

Fra Tanzania til Nicaragua?

Vi fra Børnenes Livs bestyrelse og vores samarbejdspartner havde hørt om RIPAT-metoden. Vi var blevet enige om at undersøge, om metoden måske kunne bruges i Nicaragua. Vores samarbejdspartner har et børnehjem og flere hundrede udsatte børn på en skole uden for hovedstaden Managua i Nicaragua. Her kunne man evt. samtidig med undervisning af børnene, som allerede får landbrugsundervisning fra 1. klasse, invitere nogle af de omkringboende, fattige bønder til at få undervisning.

Dette skal hjælpe dem til at dyrke næringsrige afgrøder, som også kan dyrkes i tørketiden, og som vil kunne sælges. Ud over dette skal de så alle lære at dele og give ud af det, de har, til dem, der har behov. En slags afrikansk ”andelsbevægelse”.

I forbindelse med mit besøg på børnehjemmet og skolen i Nicaragua i foråret 2019 inviterede vi en række af de fattige farmere i området. Vi fandt da ud af, at de aldrig har modtaget nogen som helst undervisning i landbrug, og de ville meget gerne deltage i et sådant projekt, hvor de kunne få undervisning sammen med de 14-18-årige unge på børnehjemmet og i skolen.

Denne tanke var hele baggrunden for vores ugelange kursus i Tanzania. De tre ledere fra Nicaragua var den nationale leder for Verbo-kirkerne i Nicaragua, Earl Bowie, en lokal Verbo-kirkeleder, Berman Valerio, og en landbrugskonsulent og -lærer, Alvaro Martinez. De var meget begejstrede for kurset og for, hvad vi så ude i marken, på bjergene, i dalene og overalt, hvor vi besøgte små grupper af (tidligere meget fattige) bønder.

Afrika giver med glæde

Vi er meget taknemmelige for udbyttet af dette kursus. For den modtagelse vi fik af Direktøren for RIPAT-projektet, Dominick Ringo, og hans medarbejdere, som alle var højt uddannede i forskellige sider af landbruget. I sandhed, her er det Afrika, der giver til os! Som europæere er vi vant til at give til Afrika, men nu giver Afrika tilbage. Og med glæde. De deler med os. Og glæder sig over, at vi kan og gerne vil bruge den viden, som de har udviklet / opnået. Man kan ikke andet end sidde tilbage med en dyb taknemmelighed over at se, hvordan afrikanerne selv tager fat på sult-problemet: De underviser de fattige. De giver dem start-produkterne, som de har behov for. Og de deler med hinanden. Med glæde! Fantastisk!

Og vi glæder os til at komme i gang med projektet i Nicaragua, så vi kan være med til senere at sprede disse ”metoder” til sultende og fattige bønder i hele Nicaragua og forhåbentlig videre i Mellem-Amerika.

Tak, Tanzania, for hvad I har lært os, og som vi kan arbejde videre med i en anden verdensdel, hvor der også er mange sultende voksne og børn, der har behov for at lære om det, som I har udviklet.

Altid bordbøn

Endelig kan jeg ikke lade være med at nævne, at der ikke var ét eneste måltid, hvor afrikanerne undlod at bede til bords. Ikke blot to sætninger, men en grundig bøn med tak for Guds omsorg og for, hvad han havde givet dem.

Og – til sidst takkede vi Gud for, at han bevarede os på hele turen!