Lockdown rammer britiske kirker

Premierminister Boris Johnson har indført en omfattende nedlukning i England fra den 5. nov.- 3. dec. Det er også forbudt at mødes i kirkerne, oplyser Premier Christian News.

De nye regler blev specificeret på et pressemøde med Boris Johnson, hvor han tilsyneladende prøvede at sno sig uden om at give tydelige svar med hensyn til de nye regler for trossamfund.

Premier Christian News kan dog oplyse, at der blev delt foreløbige retningslinjer på regeringens hjemmeside efter pressemødet. Her understreges det, at religiøse mødesteder skal holdes lukket, med mindre de bruges til begravelser, streaming af gudstjenester, personlig bøn, børnehave, skolearrangementer, nødhjælp som fx. bloddonation og fødevareuddelinger samt støttegrupper.

Ifølge tal fra Public Health England har der været mindst 1.034.900 bekræftede tilfælde af COVID-19 i Storbritannien, og mindst 46.717 personer er døde med sygdommen.