SMS-testen af dit parforhold

Af Jakob Fischer-Nielsen. Skoleleder, Friskolen, Bramming

Jeg har set mange metoder til at teste, om et parforhold er sundt, men nu har jeg fået øjnene op for en ny. Den er måske ikke baseret på psykologi eller anden videnskab, men derimod på hverdagen.

Afgørelsen af om dit parforhold er hedt og lidenskabeligt eller gråt og hverdagsagtigt, får du ved hjælp af en simpel sms-test. Altså det er ikke sådan, at du kan sende en sms til et bestemt nummer og så få en vurdering af dit parforhold, for arbejdet og analysen må du selv stå for.

Alt hvad det kræver, er en gennemgang af dine egne sms’er. For det første skal du undersøge, hvem du sender flest sms’er. Jeg kan endda få fine cirkeldiagrammer, så jeg kan se, at jeg sender flest beskeder til kolleger og børn – min kone ligger på 5. eller 6. pladsen.

Naturligvis er der gode grunde til, at arbejde og børn får mange mails. Jeg er jo fx godt tilfreds med, at jeg ingen erindring har om, at min kone har sms’et mig for at spørge, om hun måtte tage en is fra fryseren.

Det vidner vel netop om et sundt og ligeværdigt forhold, når ens ægtefælle er rimelig selvhjulpen og tør træffe de fleste mindre beslutninger selv.

Alligevel vil jeg øve mig i at sende flere sms’er til min kone, for hun rangerer da højere end både børn og arbejde. Jeg vil for fremtiden bestræbe mig på at sende flere beskeder til min kone i løbet af dagen, for hun skulle jo nødig glemme mig…

Næste skridt er at tjekke indholdet af sms’erne. Når jeg læser min egne beskeder igennem, er der mange af ordlyden ”ok”. Det er jo også fint – og bedre end hvis jeg havde svaret ”ikke ok”. Så er der også mange der lyder: ”mælk” eller lignende beskeder, til når fruen er i lavprisvarehuset.

Tilsvarende er der beskeder såsom:” Husk børn” – eventuelt efterfulgt af flere udråbstegn, alt efter situationens alvor. En anden klassiker er :


Artiklen fortsætter efter annoncen:



”Kører nu”. Når jeg læser min korrespondance med min ægtefælle synes jeg, vi kommunikerer rigtig fint – altså hvis vi skulle landsætte tropper i et fjendtligt land, ville vi klare os storartet, for vores beskeder er klare, kontante og konstruktive.

Resultatet af mit eget sundhedstjek af mit parforhold var ikke opløftende. Tænk, at jeg skriver så få og så kedelige beskeder til hende, der burde være dagligdagens store lys og inspiration. Prøv selv at tjekke, hvor højt eller lavt I scorer i sms-testen, og vurder om jeres forhold er funderet på kæresteri, kommandoer eller koordination.

Endelig vil jeg gerne, om vi kunne inspirere hinanden, for jeg vil gerne endnu videre end: ”ok, skat” eller ”mælk, min elskede”.


Artiklen fortsætter efter annoncen: