Gud taler nu også til døve i USA

Bibelen er nu også tilgængelig på ASL-tegnsprog for de mange millioner engelsksprogede døve.

”Troen kommer af det, der høres,” fastslår Paulus i Rom. 10,17. Men nu kan også engelsksprogede døve få del i budskabet gennem Bibelen på American Sign Language.

Det skriver Religion News Service, efter at Deaf Missions i samarbejde med en række andre organisationer har færdiggjort oversættelsen af Bibelen til døvesproget ASL.

De kristne, som kan høre, lægger naturligvis vægt på det talte ord, hvad enten det gælder lovsang eller oplæsning fra prædikestolen.

Man taler på forskellige måder om det at ”høre” Gud, og studiegrupper samles for at læse bibeltekster og lære at lytte til Gud. Dette har døve dog været afskåret fra i de fleste kirker, fordi kun de færreste har tegnsprogstolke.

Men nu får millioner af amerikanske kirkegængere mulighed for at forstå bibelteksten med en hel bibel på døvesprog.

Arbejdet har stået på i næsten fire årtier i et samarbejde mellem Deaf Missions, American Bible Society, Wycliffe Bible Translators USA, Deaf Harbor, DOOR International, Seed Company, Pioneer Bible Translators og Deaf Bible Society.

Arbejdet med at oversætte Bibelen fra originalsprogene til American Sign Language blev afsluttet i september sidste år.