Ny chef for Forlagsgruppen Lohse

Filip Odgaard Bodilsen

Tiden er åben for litteratur med kristent aftryk, mener den tiltrædende forlagschef Filip Bodilsen.

36-årige Filip Odgaard Bodilsen er uddannet teolog fra Aarhus Universitet og Menighedsfakultetet.

Herefter har han arbejdet som studiekoordinator på Menighedsfakultetet og som menighedskoordinator i valgmenigheden Aarhus Bykirke. Han bor i Aarhus og er gift og far til to.

Filip Odgaard Bodilsen ser frem til opgaven som forlagschef.

”Jeg har et stort hjerte for litteratur og en stærk interesse for både den skøn- og faglitterære formidling af troens temaer. Muligheden for at være en del af de processer, hvor den litteratur tager form og udgives, oplever jeg både meningsfuld og tillokkende,” siger han.

Vigtigt at formidle troen

Som ny forlagschef vil Filip Odgaard Bodilsen arbejde på, at forlagsgruppens produkter når ud til nye læsergrupper.

”Forlagsgruppen Lohse er forankret i kirkelige bevægelser og organisationer, der med forskelligt fokus ønsker at formidle tro og kristendom. Formidlingen hertil er vigtig, men det samme er formidlingen til en bredere målgruppe,” understreger Filip Odgaard Bodilsen.

– Det er mit stærke ønske, at en stor del af Forlagsgruppen Lohses udgivelser må være både relevante og tilgængelige for flere end de mennesker, der udgør forlagets bagland.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Flere mennesker skal i berøring med det, vi udgiver. Det er min missionale vision, siger han og tilføjer, at der er et stort behov for kristne bøger.

”Der udgives fortsat bøger i stor stil, og jeg er ikke i tvivl om, at den trykte udgivelse har en fremtid. Når det gælder litteratur med kristent aftryk, tror jeg, at tiden er med os, og jeg håber, at vi med vores udgivelser vil være i stand til at ramme ind i den generelle åbenhed over for tro og religion,” siger han.

Filip Odgaard Bodilsen tiltræder stillingen den 1. juni og afløser Holger Skovenborg, der har været forlagschef siden 2015 og stopper for at gå på pension.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Forlagsgruppen Lohse er ejet af Indre Mission i Danmark og har udgivet bøger i mere end 150 år. Udgivelsesprofilen er baseret på den evangelisk-lutherske tro.