Lægfolk trænes til at aflaste præster

Det Sønderjyske SøndagsAkademi gennemfører et kursus i lægmandsgudtjenester for menighedsrådsmedlemmer.

12 deltagere fra 4 sønderjyske provstier afslutter til sommer et undervisningsforløb på ”Det Sønderjyske SøndagsAkademi”. Formålet er at gøre lægfolk fra landsdelens menighedsråd i stand til at tage over, hvis præsten er syg eller på ferie.

Provstierne i Aabenraa, Sønderborg, Tønder og Haderslev har etableret SøndagsAkademiet med støtte fra Ribe Stift. Det første undervisningsforløb over tre lørdage slutter til sommer, og dermed vil deltagerne kunne lede en gudstjeneste som vikar i sin egen eller andres kirker.

Underviserne er biskopperne Marianne Christiansen, Haderslev og Elof Westergaard, Ribe, skuespiller Connie Tronbjerg, præst Jørgen Demant og DR-vært Anders Laugesen.

Domprovst Torben Hjul Andersen fulgte deltagernes anstrengelser under stemmetræningen. Foto: Haderslev Stift

Skal afhjælpe præstemangel

Der er tale om en frivillig tjeneste, som skal aflaste de lokale præster i en tid med præstemangel. Dog vil lægfolk heller ikke efter kurset på SøndagsAkademiet kunne holde dåb og nadver i Folkekirken. I undervisningen har deltagerne gennemgået gudstjenestens liturgi og desuden fået undervisning i ”at tale, så alle i kirken kan høre det,” skriver Menighedsrådenes Blad.

Til stemmetræningen har skuespiller Connie Tronbjerg fra Teatret Møllen i Haderslev været instruktør, mens domprovst Torben Hjul Andersen fra sidelinjen fulgte deltagernes anstrengelser. ”Jeg har den allerdybeste respekt for deltagerne og er imponeret over, hvordan de arbejder med noget af det mest sårbare – nemlig deres egen stemme,” udtalte han ifølge bladet.