Kåre Skarsholm er ny landsleder i TUBA

Kåre Skarsholm er uddannet cand.theol. fra Københavns Universitet og fagjournalist fra DMJX. Familien bor i Hvidovre.

Den 1. marts tiltræder Kåre Skarsholm som landsleder i organisationen TUBA, som tilbyder gratis terapi og rådgivning til unge, der er vokset op i hjem med alkohol- eller stofmisbrug. Han kommer fra en stilling som politisk chefkonsulent i Selveje Danmark.

Kåre Skarsholm, som oprindeligt er uddannet teolog, forlader en stilling som politisk chefkonsulent i Selveje Danmark, hvor han blandt andet har været hovedansvarlig for organisationens politiske interesser på social- og sundhedsområdet.

”Kåre har en god kombination af politisk-strategisk udsyn og tæft, solid ledelseserfaring og klare værdier, som flugter med TUBA’s og Blå Kors’ værdier. Jeg glæder mig til samarbejdet med ham,” siger Christian Bjerre, som er generalsekretær i Blå Kors Danmark og næstformand for TUBA’s bestyrelse.

Vil hjælpe flere unge

Kåre Skarsholm har tidligere været blandt andet national institutionschef og sekretariatsleder i Frelsens Hær. Han ser nu frem til at tiltræde stillingen som landsleder i TUBA pr. 1. marts.

”Jeg synes, det er en ære at få lov til at stå i spidsen for en organisation, der hjælper børn og unge videre i livet efter en opvækst præget af misbrug.
TUBA leverer en specialiseret indsats på højt niveau. Det skal vi udbygge yderligere og nå ud til de mange børn og unge, der endnu ikke har fået tilbuddet om behandling,” siger Kåre Skarsholm, som blandt andet vil arbejde for at udbrede kendskabet til TUBA’s arbejde og fremtidssikre organisationens økonomi:

”Vi skal have sikret en varig finansiering af TUBA, så vi kan nå ud til alle afkroge af landet. Uanset hvor man bor i Danmark, kan man være vokset op i en familie præget af et usundt forbrug af rusmidler. Det er en rigtig god investering, som gavner både de unge og i høj grad også samfundet,” fortæller Kåre Skarsholm.

Stort behov

TUBA, som er en selvstændig organisation under Blå Kors Danmark, tilbyder gratis terapi og rådgivning til unge, der er børn af alkohol- eller stofmisbrugere. I Danmark sidder der i gennemsnit to børn i hver skoleklasse, der vokser op i hjem med alkoholmisbrug, oplyser TUBA.