Oplevelse med abort

For godt 20 år siden blev jeg smidt på gaden (som skrald) efter en abort. I samme periode havde jeg en sygeplejerskekollega på børneafdelingen, som fortalte mig om hendes tidligere arbejde med abort. De lagde aborterne i små metalskåle i skyllerummet. Det er det rum, hvor man putter skraldet ud. I dag er det et medicinrum. Min kollega kan, mange år efter, stadig høre lyden fra aborterne, der udånder, når hun går i medicinrummet.

Aborterne kæmper til det sidste for at holde fast i livet. Jeg er blevet beskyldt for at fordømme kvinder, der får abort, efter jeg gav en kritik af en folkekirkepræst, som grinede af migrantmenigheder for at være imod abort, som om det blot var tænder, der skulle trækkes ud. Jeg ved, hvad jeg snakker om. Jeg har både erfaringen og oplevet den åndelige del.

Jeg har prøvet det på min egen krop. Og kroppen husker. Jeg ved, hvad det er for en smerte, og hvad det har gjort ved mig og mange tusinde andre kvinder i det danske samfund og verden over. Kroppen husker. Der er ingen fordømmelse. Men der er en sorg. Jesus sørger med os, når vi, som jeg, mødte ham på baggrund af en provokeret abort, som jeg selv valgte at få, før jeg blev kristen.

Jeg var så ulykkelig over det, jeg havde gjort. Og jeg angrede mig lige ind i Guds kærlige favntag. Jeg blev mødt af den samme kærlighedsbølge, som Grundtvig beskriver i en af sine salmer. Guds rige er nær. Omkring to år senere havde jeg en oplevelse i Bethlehemskirken på Nørrebro, hvor der var bønnemøde. Jeg så for mit indre blik en højgravid kat hos naboen fra min barndom.

Jeg var omkring 10-12 år gammel. Og jeg sparkede katten til vandet løb ud af den. Jeg husker ikke anledningen. Men jeg havde en afgrundsdyb vrede i mig som barn på baggrund af en opvækst i et dysfunktionelt, narcissistisk familiesystem. Dagen efter hørte jeg, at katten og killingerne var døde. Jeg hulkede over dette syn, den dag jeg sad til bønnemødet. Jeg bare græd og græd.

Det var en virkelig oplevelse, som pludselig blev så tydelig igen. Jeg delte oplevelsen med sognepræst Ole Backer Mogensen, som bad for mig foran alteret.  Menigheden var med i bønnen. En 5-6 mennesker lagde hænderne på mine skuldre og ryg, imens jeg bare sad og hulkede. Og præsten bad om tilgivelse og efterfølgende om, at jeg måtte blive fyldt op af Helligånden.

Pludselig oplevede jeg en stille stemme, som hviskede: “Giv mig din byrde”. Men jeg kunne ikke. “Giv mig din byrde”, fortsatte den stille stemme. Og noget, der mindede mig om en hånd, begyndte at presse på min brystkasse. Det var, som om hånden rakte ud for at tage imod min byrde. Den trykkede og trykkede på min brystkasse. Men jeg kunne ikke. Jeg græd og græd videre. Imens fortsatte bønnen.

Pludselig – som med et snuptag – brød hånden igennem min brystkasse og tog byrden væk. Det mærkedes, som om byrden blev suget fysisk ud og ind i hånden. Herefter var der lettelse og fred i mit hjerte, sind og krop. Jeg kunne igen trække vejret frit og roligt. Præsten kunne også se en forandring. Og jeg delte min oplevelse omkring hånden med ham. Han forstod instinktivt det hele. Nemlig, at det både var en fysisk og åndelig oplevelse, en udfrielse faktisk. Tak Jesus.

Samme aften, denne tekst blev forfattet, tog jeg ind i Helligåndskirken. Ved indgangen lå en æske med mannakorn i forskellige farver. Jeg trak et enkelt lille grønt kort, med følgende bibelvers, hvor Jesus siger: “Alt hvad I har gjort imod en af disse mine mindste brødre der, det har I gjort imod mig”. Matthæusevangeliet 25:40

Må Gud velsigne dig.