To-årig idømt livsvarigt fængsel, fordi forældrene har en bibel

Kristne i Nordkorea risikerer dødsstraf, hvis det bliver afsløret, at de ejer en bibel. Samtidig kan andre familiemedlemmer, inklusive børn, blive fængslet for livstid.

Det beskrives i en ny rapport fra U.S. State Department, skriver The Christian Post. Det anslås, at 70.000 kristne er fængslede i Nordkorea under umenneskelige vilkår, hedder det i 2022 International Religious Freedom Report. Ifølge rapporten kommer 90% af de dokumenterede krænkelser af menneskerettighederne, som rammer både kristne og tilhængere af shamanisme, fra landets sikkerhedsministerium.

Rapporten citerer NGO’en Korea Future for oplysninger om, at troende fx kan blive udsat for arrestation, tortur, tvangsarbejde, deportation og dødsstraf. Nordkoreanske skolebøger vil ofte fordømme kristne missionærer og beskylde dem for ”onde handlinger” som voldtægt, kriminel organ-høst og mord.

I rapporten fra 2021 har organisationen medtaget interviews med 151 kristne kvinder, som beretter om systematiske krænkelser af trosfriheden i form af bl.a. tvangsarbejde, vilkårlig frihedsberøvelse og seksuel vold.