Præst fra Sri Lanka løsladt
Pastor Jerome Fernando, der blev anholdt af politiet i Sri Lanka den 1. december 2023, blev den 3. januar 2024 løsladt mod kaution.
Det oplyser Dansk Europamission. Pastor Jerome Fernando blev ved anholdelsen anklaget for at have krænket buddhismen. Det skyldtes, at han i en tale havde sammenlignet kristendommen med andre religioner, og fordi denne sammenligning faldt ud til fordel for Jesus og kristendommen, vurderer generalsekretær Samuel Nymann Eriksen fra Dansk Europamission.
Retshjælp til fattige kristne
Kort efter anholdelsen i december skrev Samuel Nymann Eriksen:
“Siden 2010 har Dansk Europamission samarbejdet med Evangelisk Alliance om at støtte kristne i Sri Lanka, der risikerer forfølgelse og diskrimination, bl.a. gennem advokat- og retshjælp, uddeling af bibler til kristne, der er så fattige, at de ikke har råd til en bibel, og givet hjælp til selvhjælp til fattige menighedsplantere. Bed for, at anklagerne mod præsten Jerome Fernando må falde, så han igen kan fortsætte sin præstegerning.”
Stadig brug for forbøn
Nu takker Dansk Europamission Gud for løsladelsen af præsten, men opfordrer til fortsat forbøn:
”Hjertelig tak for forbøn for pastor Jerome, der nu er løsladt mod kaution. Godt nok er han ude af fængslet, men sagen er stadig vigtig. Jerome og hans megakirke, Miracle Dome, med plads til 5.000 personer, er kendt i Sri Lanka og får opmærksomhed fra allerhøjeste politiske niveau. Nationalistiske buddhistiske kræfter kan misbruge sagen til at argumentere for stramninger af lovgivningen, der vil ramme kristne og andre minoriteter. Derfor er forbøn stadig vigtig, så Sri Lanka kan udvikles positivt som et land, hvor tros- og ytringsfriheden sikres,” skriver Samuel Nymann Eriksen.