Annie Schaug fra Norge taler på kvindekonference i Randers

Annie Schaug er gæstetaler.

Når Kvinder i Netværk inviterer til kvindekonference lørdag den 16. marts i Randers, bliver det med besøg af Annie Schaug fra Norge.

Annie Schaug er vokset op i det nordlige Norge, hvor hun tidligt stiftede bekendtskab med forskellige åndelige miljøer, både kristne, men også okkulte, som indebar dyrkelse af forfædre og shamanisme. Da Annie som 17-årig kom på folkehøjskole, fik hun et stærkt møde med Jesus, og hun blev kristen. Annies baggrund har givet hende en særlig forståelse af de nyreligiøse strømninger, der er i samfundet i dag.

Kvinder i Netværk beskriver i deres omtale Annie som ”en sprudlende og farverig person med et stærkt vidnesbyrd og et væld af erfaringer med Gud. Hun er en erfaren forkynder, som elsker Jesus; hun er en salvet bibellærer og virker i det profetiske. Hun taler med en autoritet, som vidner om et stærkt bønneliv. Troen er dybt rodfæstet i Annies hjerte, og længslen efter et levende og dybere fællesskab med Jesus er centralt i hendes liv og forkyndelse.”

Karin Kjærgaard, som er leder for hjælpearbejdet Exist, er også taler på konferencen. Exist arbejder for at stoppe menneskehandel og driver bl.a. en natcafé i København, som rækker ud til nigerianske prostituerede. Caféen blev til på initiativ af Karin i samarbejde med en række københavnske kirker og har nu eksisteret i over ti år.

’Fra hjertet udspringer livet’

Karin Kjærgaard fra Exist.

”Vi glæder os til tværkirkeligt fællesskab, god mad, skøn lovsang og god undervisning under temaet ’fra hjertet udspringer livet’,” siger Sigrun Fryd fra lederteament. Med temaet zoomer konferencen ind på, hvordan man kan bevare hjertet rent, helt og i brand for Jesus. For hjertet er i bibelsk forstand også centrum for alt åndeligt liv, forklarer arrangørerne.

Konferencen er for kvinder i alle aldre og holdes i Kronjyllands Frimenigheds lokaler i Randers. Dagen starter kl. 10.00, og man skal være tilmeldt for at være med. Læs mere om kvinder i netværk og konferencedagen på kvinderinetvaerk.dk