Russiske styrker har dræbt mindst 29 kirkeledere siden invasionen

Siden invasionen i Ukraine er over 600 religiøse bygninger blevet ødelagt, viser rapporten fra Religious Freedom Initiative / Mission Eurasia.

Russiske soldater og embedsmænd har i mindst 76 tilfælde begået religiøse forfølgelser i Ukraine siden invasionen i februar 2022. Det er sket i et forsøg på at ødelægge Ukraines nationale identitet, udtalte officielle og kirkelige kilder på det internationale topmøde om religionsfrihed i Washington DC den 30. januar.

Det skriver Christian Daily International. Siden invasionen har evangeliske kristne, herunder baptister, pinsevenner og adventister, lidt meget, fortalte parlamentets kommissær for menneskerettigheder i Ukraine, Dmytro Lubinets, under topmødet.

”Det russiske militær har gentagne gange truet med den totale fysiske eliminering af alle evangeliske troende og kaldt dem amerikanske spioner, sekterister og fjender af det russisk-ortodokse folk,” sagde Lubinets under en paneldebat. ”Russernes formål med drab og nedrivning af kirker er at ødelægge Ukriane som nation,” tilføjede han.

76 tilfælde af forfølgelse

Med henvisning til de mange tilfælde af forfølgelse siden invasionen sagde Lubinets, at russiske soldater og embedsmænd har dræbt eller fanget mindst 29 gejstlige eller religiøse ledere i Ukraine siden februar 2022. Disse tal dækker dog kun de bekræftede tilfælde, og det faktiske antal er meget højere, fastslog Lubinets.

Blandt krænkelserne nævnes vilkårlige tilbageholdelser, voldtægt, tortur og trusler om mord, hvor ”besætterne simulerer skyderier og truer med at henrette familiemedlemmer. Disse mennesker tilbageholdes under umenneskelige forhold, uden vand eller mad, selv uden adgang til et toilet.” Præsten Mykhailo Brytsyn sagde, at alle kirkerne i byer besat af Rusland er lukkede.

”De fleste præster som mig er blevet truet, intimideret, ydmyget, tilbageholdt, tævet og deporteret,” fortalte pastor Brytsyn til topmødedeltagerne. ”Nogle præster og troende sidder stadig i russiske fængsler i dag. Nogle af dem blev dræbt.” Siden invasionen i februar 2022 har Rusland beskadiget eller ødelagt mere end 600 religiøse bygninger fra både protestantiske, jødiske, katolske og muslimske samfund.

”Det største antal findes i de midlertidigt besatte områder i Donetsk- og Luhansk-regionerne,” sagde Lubinets. Blandt de ødelagte bygninger er 206 evangeliske bedehuse, fremgår det af en rapport fra Religious Freedom Initiative fra Mission Eurasia, USA.