Over 1.000 samlet til LM’s landsmøde i Skjern
”Gensynsglæden og taknemmeligheden fyldte meget, da Luthersk Mission endelig igen kunne holde fysisk landsmøde efter syv års pause.”
Det skrev vicegeneralsekretær Birger Reuss Schmidt på hjemmesiden efter LM’s landsmøde i Ringkøbing-Skjern Kulturcenter den 26.-28. april. Han citerer en af deltagerne, Anette Plauborg Idorn fra København, som søndag aften skrev på Facebook, hvad hun tog med sig fra LM’s landsmøde:
”Tak for en fantastisk weekend, hvor jeg fik lov at fordybe mig i Guds ord fortalt på mange måder, nyt indblik i missionsarbejdet, møde med mange gamle venner og bekendte, fantastisk lovsang. Glæden over, at jeg er ”Fri i Kristus”. Tak til Gud for, at vi igen kan afholde landsmøde, og tak til alle jer, der gjorde det muligt.”
Første landsmøde i 8 år
På grund af corona-aflysninger i både 2020 og 2021 var det hele otte år siden, LM sidst havde holdt et fysisk landsmøde, så det var forventningsfulde deltagere, der mødte op til festen. Og de blev ikke skuffede! fastslår Birger Reuss Schmidt: ”Det var som at komme til en oase efter en lang ørkenvandring. Jeg er fuld af glæde og taknemmelighed over landsmødets gode forløb. Jeg er træt, men meget taknemmelig, sagde landsformand Peter Rask søndag eftermiddag.
Jesu kærlighed flyder over
Til afslutningsgudstjenesten søndag formiddag, som samlede flest deltagere, var der op mod 1.100 mennesker i hallen, og de fik en festlig optakt, da børnene på landsmødet kom på scenen og sang deres landsmødesang. Tidligere på formiddagen havde frimenighedspræst Kasper Bech Drejer talt om emnet ”Fri til at tjene”. Han understregede, at vi som Jesu disciple er lærlinge af ham, og at vores vigtigste opgave er at holde os til ham.
”Når vi fyldes af Jesu kærlighed, flyder den over til vores medmennesker,” sagde han og illustrerede det ved at hælde vand i et glas, så det flød over og fyldte andre glas. ”Vi skal blive ved med at fylde på af Jesu kærlighed. Og så skal vi passe på, at vi ikke har så travlt i hverdagen, at vi ikke har tid til at give Jesu kærlighed videre til dem, der har brug for den,” sagde han.
Kæledyr
Børnene og teenagerne havde hver deres program. Nogle af børnene havde medbragt kæledyr til et dyrskue med både slange, skildpadde, hund, kaniner og kyllinger. Ud over de fem fællessamlinger kunne deltagerne vælge mellem 25 forskellige workshops. Omkring 100 deltagere valgte at deltage i workshoppen om ”Helbredelse og profetisk nådegave – i praksis”.
Formålet var især at hjælpe til klarhed over, hvad ens nådegave er, og at give frimodighed til at praktisere dem.
Stor tak til medvirkende
Generalsekretær Søren Skovgaard Sørensen udtrykte stor glæde over landsmødet og fremhævede især glæden ved at lytte til yngre forkyndere, jublende lovsang og samtalerne med de internationale gæster. Han formulerede også en stor tak til de mange medvirkende både på og uden for scenen for at landsmødet kunne finde sted. Landsmødet har været under planlægning i to år med Rolf Weber Jørgensen som tovholder. Der kom da også mange positive tilbagemeldinger fra glade landsmødedeltagere i løbet af weekenden.