4.500 YWAM-missionærer samlet i Filippinerne
Arrangementet ”Together 2024” samlede YWAM-missionærer fra 110 nationaliteter og 120 tjenestelande i Manila den 3.-6. september. Det var den første samling af sin art i seks år og den første uden grundlæggeren, Loren Cunningham.
Together 2024 var den første sammenkomst siden mødet i Pattaya, Thailand, i 2018; det var første globale personalemøde siden COVID-æraen – og den første store forsamling uden Loren Cunningham, som døde i en alder af 88 år den 6. oktober 2023. Tidligere leder af YWAM-Europe, Jeff Fountain, sammenlignede det med israelitternes situation efter Moses’ død. ”Men vi er ved at gå over til en ny ”Johsua-generation” af begavede og dygtige unge ledere,” fastslog han.
Til Christian Daily International udtalte Jeff Fountain, at ”ingen kan erstatte Loren”. Derfor foreslår Jeff Fountain, at man udpeger 24 ældste til at føre tilsyn, evt. med et roterende formandsskab ligesom i EU. ”Men YWAM er decentraliseret og værdidrevet, så det er ikke en kommandostruktur. Beslutninger skal træffes så tæt på lokaliteten som muligt,” tilføjede Jeff Fountain ifølge The Christian Post.