Medstifter af Wikipedia er blevet kristen
Larry Sanger, der har en phd. i filosofi, delte sit vidnesbyrd i en blog den 5. februar.

En tidligere ”skeptiker”, Wikipedia-medstifteren Larry Sanger, annoncerede i et blogindlæg den 5. februar, at han er blevet kristen.
Det skriver Premier Christian News. I sin blog med titlen ”Hvordan en skeptisk filosof bliver en kristen” forklarer Larry Sanger, at han tilbragte over 35 år som ikke-troende. Nu håber han at kunne nå ud til andre, der endnu ikke er blevet overbeviste om sandheden i det kristne budskab.
Skeptiker blev troende
Sander, der har en ph.d. i filosofi, beskrev sit tidligere engagement i rationalitet, skepsis og intellektuel stringens, hvor han bevægede sig i kredse domineret af ateister og agnostikere. Han havde også bånd til Ayn Rand-samfundet, der er kendt for sit stærkt sekulære verdensbillede. Med denne baggrund erkender filosoffen, at nogle af hans gamle kolleger og venner nok vil blive overraskede over hans udmelding.
Samtidig præciserede han, at han aldrig har været fjendtlig over for kristendommen. ”Jeg var bare en skeptiker. Jeg håber især at nå dem, der er, som jeg selv var engang: rationelle tænkere, der måske er åbne over for ideen, men simpelthen ikke er overbeviste,” udtaler han.
Vidnesbyrd virker
I sit vidnesbyrd understregede han vigtigheden af sandhed og gennemsigtighed, idet han mener, at en ærlig, ufiltreret beretning – ”med vorter og det hele” – vil give genlyd hos dem, der søger efter mening. Selv om han længe havde identificeret sig som en skeptiker, afslørede Larry Sander, at han havde haft oplevelser med Gud i sin barndom. Der havde også senere været nogle særlige øjeblikke i hans liv, som har spillet en rolle i den proces, der nu er endt med hans omvendelse.
Med henvisning til Mark. 16,15, hvor Jesus opfordrer troende til at ”gå ud i hele verden og forkynde evangeliet”, udtrykker han sin dybe overbevisning om vigtigheden af, at kristne fortæller andre om deres egen trosrejse. ”En af de mest effektive måder at gøre det på er at fortælle din omvendelseshistorie. Så her er min,” skriver han i opslaget.