Nye massakrer mod kristne i DR Congo
I DR Congo begår islamister stadig voldsommere angreb mod kristne og kirker, skriver organisationen Open Doors.

Ikke kun i Nigeria, men også i DR Congo har volden mod kristne lokalsamfund nået et alarmerende niveau. Der er endnu ikke fuldt overblik over antallet af dræbte gennem de seneste måneder.
Volden er ikke noget nyt, for den østlige del af DR Congo har været under et stort pres og udsat for meget vold fra den ekstremistiske gruppe Allied Democratic Forces (ADF) igennem snart 30 år, skriver Open Doors. Men i tiden omkring påske i år har volden mod kristne nået nye højder i Congo.
Over 80 dræbte
”I ugerne frem mod påskedag blev flere end 80 mennesker dræbt. Dødstallet stiger fortsat, fordi lig dukker op af ruinerne, og sårede mister livet,” oplyser Open Doors på baggrund af udtalelser fra deres lokale kontakter.
”Vores kontakter anslår, at 600 er blevet kidnappet i angrebene. Lokale medier melder derudover om, at yderligere 388 er blevet kidnappet på bare to nætter, men det har ikke været muligt for Open Doors’ kontakter at få det tal bekræftet af uafhængige kilder. De voldelige angreb og den generelle frygt har sendt flere end 31.000 mennesker på flugt. Det har øget presset på kirkerne og lokalsamfundene i de områder, som mange er flygtet til.”
Voldsommere end nogensinde før
ADF har altid udført meget brutale angreb. Alligevel beskriver lokale kontakter og videoer på sociale medier volden og angrebene de seneste uger som værende på et helt andet niveau. ”Jeg har aldrig set noget lignende som det, jeg så den 2. april,” fortæller en kirkeleder fra et af de berørte lokalsamfund. ”Lig blev transporteret på motorcykler med enten hoved eller fødder afskåret. Som om det var kyllinger, der var blevet slagtet.” En anden lokal beskriver, at lig blev smidt i grøften, som var de tomme plastikflasker.
‘Nu er det nok’
Islamisk Stat har taget ansvaret for angrebene, fortalte Diedonne Lossa, der er koordinator for Ituri Civil Society (bindeleddet mellem lokalbefolkningen og sikkerhedsstyrkerne) allerede midt i marts. ADF tilsluttede sig officielt Islamisk Stat for syv år siden. Det betyder, at Islamisk Stat er med til at finansiere ADF og træne deres medlemmer, skriver Open Doors. Også Diedonne Lossa ser de seneste ugers angreb som voldsommere end tidligere angreb.
”Nu er det nok! Den congolesiske regering må prioritere at gøre noget ved problemerne med ADF,” erklærer han. Allerede i januar blev 67 kristne dræbt, og de kristne fordømmer regeringens manglende evner til at sikre deres levevilkår.
”Bed for kristnes tro”
Volden har også påvirket kirkerne i området. Kitika, der er præst i en af områdets baptistkirker, fortæller, at søndag den 15. marts var der ingen gudstjenester. I dagene op til påskedag var mange også i tvivl om, hvorvidt der overhovedet ville blive en fejring af Jesu opstandelse i år. Open Doors citerer også en anden baptistpræst, Philemono, som fortæller, at selvom kirken ikke var helt tom påskedag, var årets fejring en stor kontrast til tidligere års påskefejringer.
”Vi samler normalt 250 mennesker til gudstjeneste hver søndag, men denne påskedag var der ikke engang 150,” fortæller han og opfordrer til bøn: ”Bed for troen hos de kristne i det østlige DR Congo. Vi lever midt i ordene fra Matthæusevangeliet kapitel 24.”


