Kirken taber terræn på verdensplan

Demografiske ændringer, forfølgelse og urbanisering påvirker kirkerne verden over, viser en global undersøgelse. Selv om kristendommen vokser, går det endnu hurtigere for islam.

Det viser rapporten Status of Global Christianity 2026 fra Gordon-Conwell Theological Seminary’s Center for the Study of Global Christianity. En analyse foretaget af Lifeway Research viser, at den kristne befolkning vokser årligt med 0,95 %, mens islam stiger med 1,57 % årligt. Den globale muslimske befolkning har nu oversteget 2 milliarder og forventes at nå 3,4 milliarder i 2075, hvilket mindsker forskellen i antal betydeligt.

Områder i tilbagegang

Europa, der engang var hjemsted for den største koncentration af kristne, oplever nu et årligt fald i antallet af kristne på 0,41%. I Nordamerika skrumper den kristne befolkning, der i øjeblikket anslås til 275 millioner, med et årligt fald på 0,16 %. I Mellemøsten, hvor kristne udgjorde 12,7% af regionens befolkning i 1900, faldt tallet til 6,1% i 1970, og det ligger nu på 4,2%. Der forventes et yderligere fald på 0,07% årligt.

Også i storbyerne falder antallet af kristne: I over 60% af verdens vigtigste byer udgør de kristne nu et mindretal, sammenlignet med blot en fjerdedel for 125 år siden.

2,3 mia. er unåede

Trods fremskridt inden for mission og bibeloversættelse har over en fjerdedel af verdens befolkning stadig ingen adgang til evangeliet. Forskere anslår, at 27,7 % af verdens befolkning – omkring 2,3 milliarder individer – stadig er unåede, mens mindre end 20 % af de ikke-kristne personligt kender en kristen. Samtidig anslås det, at omkring 900.000 kristne er døde for deres tro gennem de seneste 10 år.

Også den globale flygtningekrise har indflydelse på udviklingen. Antallet af fordrevne er steget kraftigt i de seneste årtier, og antallet af flygtninge ligger nu på 450 pr. 100.000 mennesker på verdensplan, skriver Christian Today.