Ny leder i Familiehuset i Tønder
Rasmus Elkjær Larsen skal fremover lede Frelsens Hærs familiehus i Tønder.

Frikirkepræst og politiker Rasmus Elkjær Larsen er ansat som leder af Frelsens Hærs familiehus i Tønder pr. 1. maj 2026.
Rasmus Elkjær Larsen har i nogle år koncentreret sig om sit politiske arbejde i Aabenraa og stillede op til Folketinget for De Konservative ved seneste valg, men kom ikke ind. Han er ordineret frikirkepræst og i sit politiske arbejde er det særlig børne- og familieområdet, som har fået fokus. Derfor er han også glad for at have fået denne stilling.
Brænder for familierne
”Jeg glæder mig helt oprigtigt til at møde familierne og være med til at gøre en forskel i deres hverdag sammen med et stærkt hold af medarbejdere og frivillige,” siger Rasmus Elkjær. ” Jeg brænder for familierne i Sønderjylland, og det betyder meget for mig at kunne være med til at skabe fællesskaber, hvor man bliver mødt og ikke står alene. Jeg håber, vi kan udvikle et sted, hvor der både er plads til det svære og til håbet – og hvor små skridt også tæller. Det er et arbejde, jeg går til med både ydmyghed og stor forventning om, at vi sammen kan gøre en reel forskel,” understreger han.
Rasmus sidder i byrådet i Aabenraa, og derfor er det også naturligt for ham med kommunalt samarbejde. ”Jeg ser frem til et tæt samarbejde med Tønder Kommune og de lokale kræfter. Det er i fællesskabet, vi lykkes,” tilføjer han.
” Jeg brænder for familierne i Sønderjylland,
og det betyder meget for mig at kunne være
med til at skabe fællesskaber, hvor
man bliver mødt og ikke står alene.
Det kristne fundament er vigtigt
Frelsens Hær er også glade for, at det netop er Rasmus Elkjær Larsen, som skal stå i spidsen for familiehuset. ”Arbejdet i Tønder – herunder Familieværkstedet – har gennem flere år skabt positive resultater for udsatte familier i tæt samarbejde med Tønder Kommune og øvrige samarbejdspartnere,” udtaler Frelsens Hær i forbindelse med ansættelsen.
”Rasmus Elkjær Larsen kommer med en solid baggrund som ordineret frikirkepræst og har derigennem et indgående kendskab til det kristne værdigrundlag, som er centralt i Frelsens Hærs arbejde. Derudover er han medlem af kommunalbestyrelsen i Aabenraa Kommune og bringer dermed både ledelseserfaring og stærkt lokalt engagement med sig. Vi ser frem til den fortsatte udvikling af arbejdet i Tønder under Rasmus Elkjær Larsens ledelse – i tæt samarbejde med det dygtige og engagerede team af medarbejdere, som allerede er en vigtig del af indsatsen.”
Rasmus Elkjær Larsen kommer til at fortsætte med det lokalpolitiske engagement i Aabenraa Kommune.
Om Frelsens Hærs familieværksted
Familiehuset (eller Familieværkstedet, som det også kaldes) er et partnerskab mellem Frelsens Hær og Tønder Kommune. Det er et tilbud til sårbare familier med fokus på familieliv, uddannelse og job. Det sker gennem bl.a. familieværksted, ungecafé, læringscafé, mandenetværk, tøjbyttebiks, fødevarehjælp, socialrådgivning osv. Herudover tilbydes bl.a. udflugter, lejre og familiegudstjenester.


