Det handler ikke om at få, men om at give

Fotos: Efterskolen Alterna

”What’s in it for me”, kan bevist eller ubevist være tankegangen bag mange teenageres efterskolevalg. ”Hvad får jeg ud af et år på denne skole” eller ”hvad kan I tilbyde mig?” Det behøver slet ikke være negativt – det er fedt at se unge mennesker dyrke deres interesser og udvikle deres evner, og det er noget af efterskolernes berettigelse. Men på Alterna vil vi gerne starte et andet sted, nemlig ”hvordan kan jeg få lov til at give?”

Det, tror og oplever vi, kan være mindst lige så dannende og udviklende et udgangspunkt som det andet. Og vi tror på, at det er sundt for teenagere, især i denne selvcentrerede tid, vi lever i, at løfte blikket fra sig selv og egne interesser for i stedet at kigge udad mod andre mennesker og verden omkring os. Med andre ord at starte med, ”hvad kan jeg give?” i stedet for, ”hvad kan jeg få?” Det lyder måske meget godt, men det skal jo også have ben at gå på og føres ud i praksis.

På Alterna gør vi alt, hvad vi kan, for at materialisere dette hen over et skoleår, og at det afspejles i vores dagligdag, lige fra de små til de store linjer.

Udlandsrejser

En vigtig del af måden, vores elever giver på, er vores udlandsrejser. Lige siden Alternas fødsel har rejserne udgjort en helt central del af skoleåret og selve kernen af, hvad et 10. klasses år handler om hos os. Og det er ikke charterrejser eller hyggeture, men missionsrejser – rejser, hvor vi tager afsted med det formål at gøre en reel forskel for andre mennesker.

Det gav mig en helt anden glæde at se børnene grine, smile og lyse op midt i alt det svære, fortæller Ashley Olsen, der gik på Alterna sidste skoleår. Foto: Efterskolen Alterna

Vi rejser i 6 uger til Østafrika, Mellemamerika og Sydøstasien, og vi ønsker at gøre en positiv forskel både ved at fortælle budskabet om Jesus, være noget for børn i nød, hjælpe praktisk og støtte allerede igangværende projekter hos vores samarbejdspartnere. Dét oplever vi er super givende – langt mere end blot at blive forkælet i 6 uger.

Børnenes smil

Én af vores elever fra sidste skoleår, Ashley Olsen, beskriver det således: ”På Alterna har jeg oplevet meget med at give. På rejsen til Afrika lavede vi tit dramastykker for børnene. Det var nogle gange hårdt, fordi det var så varmt, men det gav mig en helt anden glæde at se børnene grine, smile og lyse op midt i alt det svære. Man var fysisk træt, men åndeligt fyldt med glæden ved at tjene Jesus og give hans glæde videre til andre. Så fik man lyst til at give mere og tjene Gud mere, efter man så, hvor meget det betød for de børn, at vi var der for dem.”

På rejsen til Afrika lavede vi tit dramastykker for børnene, fortæller Ashley Olsen. Foto: Efterskolen Alterna

Vi giver ikke kun på rejserne – også i dagligdagen, fx på vores Serve-spor, hvor vi hver uge hjælper hjemløse og udsatte familier, eller vores skoleprogram Reach Out, hvor vi besøger en masse skoler på Sjælland med budskabet om unges værdi i Guds øjne, eller Let’s Load, et samarbejde med Mission Uden Grænser, hvor vi hvert år indsamler mange hundrede kilo tøj og basale dagligvarer for at sende det til udsatte mennesker i Ukraine og andre steder i Østeuropa.

Selvom vi giver en hel del, ender vi med at få så meget mere med. Vi oplever virkelig, hvordan det er ”saligere at give end at modtage”.

Artikel af Efterskolen Alterna