Nigeria: Børn møder evangeliet gennem animationsfilm

En animationfilm om Verdens Lys er nu tilgængelig på 32 sprog. Den hjælper børn til at få et møde med Jesus og følge ham – og til at dele evangeliet med andre.
NGO’en Salvation Poem Project, som har skabt Light of the World, siger, at Jesusfilmen og dens ressourcer stilles til rådighed for partnere over hele verden, og at filmen nu er tilgængelig på 32 sprog.
Frelsesdigtet
Navnet Salvation Poem Project hentyder til et lille digt, som er en bøn om frelse. I dansk oversættelse lyder digtet: ”Jesus, du døde på et kors og opstod igen for at frelse de fortabte. Tilgiv mig nu al min synd. Kom og vær min frelser, Herre og ven, forvandl mit liv og gør det nyt, og hjælp mig, Herre, til at leve for dig.” Denne enkle bøn er grundlæggende for den NGO, som har fremstillet filmen om Verdens Lys.
Rører børn i Nigeria
Online-mediet Christian Daily International skriver om en fremvisning i Nigeria: I et simpelt rum i Nigeria sad børn på et jordgulv og så Jesu historie udfolde sig på en skærm. Rummet havde vægge af betonblokke og metaltag. Der var intet prangende ved omgivelserne. Men da børnene så animationsfilmen, der genfortæller Jesu liv, skete der noget, som organisationen bag filmen siger, den aldrig vil glemme.
I en scene knælede den unge John, hovedpersonen, og ledte sin far i en bøn om at begynde sit liv med Jesus. Derefter begyndte børnene i rummet også at knæle. Ifølge NGO’en reagerede 60 børn på invitationen til at følge Jesus under den visning.
Historien om Jesus set gennem et barns øjne
Beretningen om de knælende børn rammer præcist, hvad skaberne af Light of the World håbede, at filmen kunne opnå. Holdet bag Jesus-filmen havde netop sat sig for at fortælle historien om Jesus som set gennem et barns øjne. På én weekend havde pastor Monday Edoziem vist filmen fire gange. Edoziem er præst og administrerende direktør for Nigeria Children’s Ministers Association, en organisation, der fokuserer på børnearbejde over hele landet.
Han oplevede, at filmen præsenterer Jesu historie i et format, der er designet til at fange et barns opmærksomhed og fantasi. Animationsfilmen fra 2025 fortæller nemlig historien om Jesus gennem Johannes’ øjne – og Johannes er i filmen fremstillet som en meget ung person, da han møder Jesus og bliver en af hans disciple. Filmskaberne valgte bevidst dette perspektiv for at gøre den bibelske historie tilgængelig for et yngre publikum.
Filmen bruger traditionel 2D-animation og følger Jesus fra begyndelsen af hans tjeneste frem til hans korsfæstelse og opstandelse.
Møder Jesus gennem den unge Johannes
Denne tilgang har givet børnene en karakter, gennem hvilken de kan opleve historien. I stedet for at begynde med en fjern historisk beretning, placerer filmen seerne ved siden af en ung Johannes, der møder Jesus, hans disciple og begivenhederne omkring Jesu liv og tjeneste. Den børnecentrerede tilgang har også formet de ressourcer, der er udviklet omkring filmen. Salvation Poem Project tilbyder kirker et gratis syv-ugers børneprogram bygget op omkring scener fra filmen.
Materialet omfatter undervisningsplaner, videoer, ressourcer til at lære skriftsteder udenad, aktiviteter og lektioner designet til at hjælpe forældre med at fortsætte samtaler med deres børn derhjemme. En kirke kan fx bruge en scene fra filmen som udgangspunkt for en lektion. Forældre kan fortsætte diskussionen derhjemme. Lærere og menighedsledere kan bruge det ledsagende materiale til at forbinde det, børnene har set på skærmen, med den bibelske beretning.

Kan bruges både i biografer og i fattige kirkerum
NGO’en oplyser, at filmen og dens ressourcer stilles til rådighed for partnere over hele verden. Nigeria har en af verdens største kristne befolkninger, og børn og unge udgør en meget stor del af den samlede befolkning. Kirker og kristne organisationer har derfor mange børn at oplære. Men kirkernes ressourcer kan variere meget afhængigt af, om der er tale om store bykirker eller mindre lokalsamfund. Derfor er filmen et godt redskab – også til de fattige kirkers børnearbejde.
Light of the World blev skabt med et simpelt formål: At give mennesker en mulighed for at opleve Jesu historie.


