Trosfilm vil skabe en bedre verden – men hvor blev Gud af?

Filmfestivalen Belief on Screen samlede europæiske tv-folk og producenter i København den 23.-25. september for at vise film om tro, religion og etik. Men festivalen efterlod også et spørgsmål: Er den moderne trosfilm blevet mere optaget af religion som middel til at skabe et bedre samfund end af troen på Gud og mødet med det hellige?

Festivalen kunne næsten ikke have åbnet stærkere. Et stort lærred var rejst foran alteret i Vor Frue Kirke, da Carl Th. Dreyers stumfilmsmesterværk Jeanne d’Arcs lidelse og død fra 1928 tonede frem i sort-hvid ledsaget af musik, som den prisbelønnede komponist Frederikke Hoffmeier havde skrevet særligt til denne aften. På lærredet kommer kameraet helt tæt på Jeanne d’Arcs ansigt. Hun bliver forhørt, ydmyget, dømt og til sidst brændt på bålet.

Hun kunne redde sit liv ved at fornægte det, hun tror, Gud har pålagt hende. Det gør hun ikke. Det er en voldsom trosfortælling at se i Danmark i 2026. Vi er ikke vant til, at tro koster noget. Slet ikke livet. Men noget tyder på, at danskerne gerne vil se den slags kompromisløse trosskildringer. Vor Frue Kirke var fyldt til sidste sæde. Dermed satte åbningsfilmen også en interessant målestok for resten af festivalen: Hvor tæt ville de øvrige film turde gå på selve troen og menneskets møde med Gud?

Religion – men hvor er Gud?

Belief on Screen er en europæisk festival for tv- og onlineproduktioner om religion, tro og etik. Festivalens historie går 60 år tilbage og afholdes hvert tredje år i en europæisk by. I år kom den for første gang til København, arrangeret af SIGNIS Europe og WACC Europe i samarbejde med blandt andre DR, Det Danske Filminstitut og Københavns Stift. DR’s trosredaktør, Christoffer Emil Bruun, var initiativtager til at få festivalen hertil.

Ud af 75 indsendte produktioner fra 22 lande var 18 udvalgt til konkurrencen. Og efterhånden som filmene rullede over lærredet i Cinemateket, tegnede der sig et mønster: Alle handlede om religion. Færre handlede egentlig om Gud. Det gjaldt den kun seks minutter lange Lebanon: Our Story – Anthony and Fayez, produceret af den kristne tv-station SAT-7. En libanesisk og en syrisk dreng, hvis første møde endte i slagsmål, er blevet nære venner.

Det er en fin fortælling om forsoning på tværs af kulturelle skel. Men hvilken rolle spiller troen for de to? Det får vi næsten intet at vide om. Den samme tendens gik igen i den franske Jaffa, School of Peace. På en skole i Jaffa går muslimske, jødiske og kristne børn sammen, mens krigen raser få kilometer væk. Lærerne forsøger at holde de voksnes had ude af klasseværelset og lære børnene tolerance. En lærer fortæller, at hun er vokset op med næstekærlighed, en anden kalder sig humanist.

Men hverken børn eller lærere bliver spurgt til deres tro. Hvad betyder jødedom, kristendom eller islam for deres syn på fjenden, tilgivelsen eller Gud? Religionerne bliver først og fremmest identiteter, der skal lære at eksistere fredeligt sammen. Filmen bliver dermed mere et politisk og pædagogisk projekt om sameksistens end en undersøgelse af tro.

Evangeliet bag tremmer

Den tjekkiske Faith Behind Bars foregår i Valdice, et af landets strengest bevogtede fængsler, der ligger i et tidligere karteuserkloster. Alene stedet skaber en stærk symbolik: Mure, der engang omsluttede mennesker, som frivilligt søgte Gud, holder nu mennesker inde, fordi samfundet har frataget dem friheden. Filmen følger fængselspræsternes møder med de indsatte. En syvendedagsadventistisk præst beskrives af fængselsledelsen som en slags opdrager.

Men her ligger også filmens uudnyttede mulighed. Myndighederne kan straffe et menneske; evangeliet kan pege på en ny vej. Alligevel bliver synd, anger, tilgivelse og forsoning kun antydet. Kristendommen kommer mest til at fremstå som et redskab i et socialt projekt. Også den irske A Ring and a Prayer om par fra forskellige kulturelle og religiøse baggrunde kredser mest om multikultur.

Hvordan får man forskellige traditioner til at mødes i et bryllup? Men hvad med parrenes åndelige liv? Beder de sammen? Hvilken tro skal børnene opdrages i? Ét par skiller sig ud: Bruden er rumænsk-ortodoks, og brudgommen er konverteret til hendes tro, og troen betyder noget for dem. Men den »prayer«, som står i titlen, fylder bemærkelsesværdigt lidt.

Da Gud kom ind i billedet

Så kom Crossroads – From Addiction to Redemption, festivalens højdepunkt. Den hollandske film følger 20 tidligere eller nuværende stofmisbrugere og psykisk sårbare på pilgrimsrejse til Rom. De skal blandt andet gå gennem Den Hellige Dør i Peterskirken, jubelårets symbol på omvendelse, tilgivelse og en ny begyndelse. Allerede inden afrejsen taler flere i et sprog, som ellers næsten havde været fraværende fra festivalen.

De taler om synd. Om at blive renset. Om at begynde på ny. Og så følger kameraet dem mod Rom. Filmen er visuelt storslået med Peterspladsen og Peterskirken som ramme, men det afgørende er menneskenes ansigter. Man ser forventningen inden mødet med det hellige og forandringen bagefter. En deltager forsøger efter turen gennem Den Hellige Dør at sætte ord på oplevelsen: “It hits home” (det ramte plet).

Her er religion ikke kultur, integration eller social sammenhængskraft. Her møder mennesker noget, de oplever som større end dem selv. De søger ikke blot et bedre liv, men forløsning. Publikum reagerede mærkbart. Crossroads var nomineret i alle tre priskategorier og vandt publikumsprisen. Noget af det samme kunne være sket i Monastic Guests, hvor den hollandske popsanger Douwe Bob søger ind i Berne-klosterets stilhed efter et turbulent liv med alkohol.

Han siger, at han ikke tror, men suger klosterets hellige atmosfære og stilhed til sig som en tør svamp. Han er som en blomst til at plukke for tro og er på en måde et ikon på den unge generation, der ikke er opvokset med tro, men længes efter den. Netop derfor var det frustrerende, at hverken filmeinstruktør eller munkene går længere. De er flinke og imødekommende, men udfordrer ham ikke åndeligt og fører ham ikke videre ind i troens verden.

Kirke i Gaza

Endelig var der War Does Not Have the Last Word om de kristne i Gaza. Filmen følger et lille katolsk samfund, hvor mange har søgt tilflugt omkring Den Hellige Families katolske kirke. Midt i krig, mangel og angst fortsætter bønnen og fællesskabet. Filmen udmærkede sig især ved optagelser inde fra Gaza, filmet af præsten og andre fra kirken og sendt ud af området. Internationale journalister har haft stærkt begrænset adgang til Gaza, og billederne gav derfor et sjældent blik indefra af det sønderbombede Gaza. Et frygteligt syn.

Her er troen tydeligere. Kirken er ikke blot en NGO, men et sted, hvor mennesker beder og holder fast i håbet. Alligevel konkurrerer det trosmæssige spor med filmens humanitære fredsfortælling. Man kunne ønske, at den var gået endnu længere: Hvad betyder troen på Kristus og opstandelsen, når mennesker omkring én dør? Filmen vandt festivalens pris for innovation og kreativitet.

Hvor er trosfilmen på vej hen?

Efter to dages film sad jeg derfor tilbage med spørgsmålet om, hvor den europæiske trosfilm er på vej hen. Multikultur, tolerance, fred og social sammenhængskraft fyldte meget. Religion blev igen og igen fremstillet vandret: Hvad kan tro gøre for samfundet? Hvordan kan den skabe fred og få mennesker til at leve sammen? Langt sjældnere blev blikket rettet opad. Hvem er Gud? Hvad vil det sige at møde det hellige? Hvad er synd, omvendelse, nåde og frelse? Hvad sker der med et menneske, når troen ikke blot giver det nogle værdier, men forandrer dets liv?

Samtidig begyndte flere af filmene langsomt og uden et klart anslag. Det tog for lang tid at forstå, hvad historien egentlig var. Det er et problem i en medievirkelighed, hvor streaming og sociale medier har lært publikum at forvente, at en fortælling hurtigt etablerer en person, konflikt eller et mysterium. Og paradoksalt nok er det netop det transcendente og mystiske, der tiltrækker mange unge.

På sociale medier kan korte videoer med gamle liturgier, gregoriansk sang, røgelse, klostre og katedraler samle store følgeskarer. Måske søger de unge ikke blot endnu en fortælling om, hvordan religion kan gøre samfundet mere tolerant. Måske leder de efter det hellige. Derfor kom festivalens prisuddeling også til at sige noget om, hvor trosfilmen står i dag. Hovedprisen gik til Jaffa, School of Peace, fortællingen om sameksistens på tværs af religiøse og politiske skel.

Publikumsprisen gik til Crossroads, hvor sårede mennesker søger tilgivelse, renselse og en ny begyndelse. Juryen valgte Jaffa. Publikum valgte Crossroads. Måske er den forskel værd at tænke over.