Matthew Perry fik ”nærdødsoplevelse” efter bøn til Gud

På Gaudeamus bogudstillingen i Bukarest den 7. dec 2022 kunne man se en stor reklame for Matthew Perrys bog ”Friends, Lovers, and the Big Terrible Thing: A Memoir.”

Den netop afdøde skuespiller Matthew Perry fortæller i selvbiografien ”Friends, Lovers, and the Big Terrible Thing: A Memoir,” at han for 30 år siden bad en bøn, han senere betegnede både barnlig og uansvarlig: ”Gud, du må gøre, hvad du vil med mig. Bare du gør mig berømt”

Den 24-årige Perry ønskede sig brændende at spille med i serien Friends. Og han fik sit ønske opfyldt tre uger senere. Matthew Perry fik rollen som Chandler Bing og indspillede over 200 episoder i serien. Han blev rig og berømt, selv om han havde et stort blandingsmisbrug af alkohol og stoffer. Senere måtte han betale en formue for at komme ud af sin afhængighed.

Han troede også, at han kunne hjælpe andre misbrugere i sin egen klinik ved navn Perry House, som han startede i 2013. Men så gik det galt igen, og som kun 49-årig svævede han mellem liv og død, fordi tyktarmen sprang efter længere tids dagligt misbrug af blandt andet metadon, kokain og vodka.

Himlen brød løs efter Perrys anden bøn

Ifølge Perrys erindringer har hans misbrug kostet ham ikke mindre end 14 ophold på rehabiliteringscentre, 15 maveoperationer og over 60 forsøg med detox. Men problemet blev ikke løst, før Perry fik et livsforvandlende møde med Gud. I bogen citerer han sit livs anden og meget afgørende bøn, hvor han hviskede:
”Kære Gud, hjælp mig. Vis mig, at du er her, hjælp mig, Gud.” Herefter skete der noget helt uventet:

”Da jeg knælede, begyndte lyset langsomt at vokse sig større, indtil det blev så stort, at det fyldte hele rummet…Hvad skete der? Og hvorfor begyndte jeg at føle mig bedre tilpas? Jeg begyndte at græde. Jeg rystede ligefrem af en gråd, jeg ikke kunne kontrollere. Jeg græd ikke, fordi jeg var ked af det. Jeg græd, fordi jeg for første gang i mig liv følte mig OK. Jeg følte mig tryg og i gode hænder. Igennem årtier havde jeg kæmpet mod Gud og med livet og med nedtrykthed. Men nu blev det hele vasket bort, som om en flod af smerte forsvandt ud i glemselen. Jeg havde været inde i Guds nærhed. Det var jeg sikker på. Og denne gang havde jeg bedt om det rigtige, nemlig hjælp,” fastslår han i bogen.

Efter Matthew Perrys anden bøn til Gud, oplevede han et himmelsk lys, som fyldte rummet, hvor han sad. ”Himlen brød løs,” fortalte han senere med den tilføjelse, at oplevelsen varede i syv minutter. ”For første gang i mit liv befandt jeg mig i et nærvær af kærlighed og accept og var fyldt med en overvældende følelse af, at alt ville blive godt. Jeg vidste, at min bøn var blevet besvaret. Jeg var i Guds nærvær,” fortæller Matthew Perry i bogen.

Dette møde med Gud er ifølge Matthew Perry årsagen til, at han har kunnet holde sig ædru de seneste to år.

”Gud havde vist mig et glimt af, hvordan livet kunne være. Han frelste mig den dag og for al fremtid, uanset hvad. Han fik mig til at søge – ikke bare ædruelighed og sandhed, men også ham selv,” skriver Perry. Efter denne oplevelse har den afholdte skuespiller været ædru i to år, angiveligt lige til sin død som kun 54-årig den 29. oktober 2023, hvor han blev fundet død i sin jacuzzi. Dødsårsagen er endnu ikke fastlagt.


Artiklen fortsætter efter annoncen: