Årets nytårskollekt går til bibler til ukrainske soldater

Ved fronten i Ukraine bruger soldaterne bønner fra Salmernes Bog, skriver Bibelselskabet.

Det Ukrainske Bibelselskab gør et stort arbejde med bibeluddeling, bibelsk traumearbejde og nødhjælp under helt utænkelige forhold, skriver Det Danske Bibelselskab.

Når medarbejdere og frivillige fra Det Ukrainske Bibelselskab besøger fronten, medbringer de tæpper, mad og forsyninger, men vicegeneralsekretæren i Det Ukrainske Bibelselskab, Anatolij Raychynets, fortæller, at meldingen fra fronten er: ”Husk at tage masser af bibler med.”

Det Ukrainske Bibelselskab har brug for støtte for fortsat at kunne hjælpe det ukrainske folk gennem bibeluddeling, traumebehandling og støtte til feltpræster og soldater ved fronten. Derfor er nytårskollekten 2025, som indsamles i mange danske folkekirker, øremærket til bibler til Ukraine.

Bibelen giver håb

I mere end 1.000 dage har der været krig på ukrainsk grund, og lige så længe har soldater og mobiliserede tropper kæmpet for at forsvare deres land og bevare håbet. Anatolij Raychynets fortæller om en kold morgen i efteråret, hvor han bragte kaffe til soldater, der bemandede det mobile luftforsvar i nærheden. De arbejder døgnet rundt med at skyde fjendens droner og missiler ned. En af soldaterne, en mand på omkring 60 år, opdagede en bibel i forruden på Anatolijs bil. ”Min bedstemor plejede at læse højt for mig fra Bibelen, og jeg har ledt efter en, for mit hjerte er tungt,” fortalte soldaten.

De andre soldater råbte på ham, da luftalarmerne gik igen, og Anatolij skyndte sig at give manden Bibelen. Soldaten tog hatten af i respekt, kyssede Bibelen og skyndte sig tilbage til arbejdet.
Utroligt mange ukrainere ønsker sig en bibel, for det er den, de holder sig til i en hverdag med krig. Man kan møde Anatolij, der taler et flot norsk, på Himmelske Dage i Silkeborg, den 29/5-1/6 2025, oplyser Det Danske Bibelselskab.