IPSICC

Kristeligt Landmandsstævne på Nyborg Strand er også for andre end landmænd

Der vil være foredrag om etik, tro, kultur og fødevareproduktion på stævnet 14.-16. februar.

Lørdag holder fhv. chefredaktør og adm. direktør på Kristeligt Dagblad Erik Bjerager foredraget ’Gud og Hvermand’.

Kristeligt Landmandsstævne har været afholdt på Hotel Nyborg Strand i mere end 100 år og er åbent for alle – også selvom man ikke er beskæftiget med landbrug. ”Kristeligt Landmandsstævne er for dig, der interesserer dig for samfund, kultur og verden omkring os, og har lyst til at indgå i et fællesskab med andre, der deler denne interesse,” skriver arrangørerne.

Programmet

Fredag den 14. februar er der fra kl. 14.00 mulighed for check-in for de overnattende. Kl. 19.30 er der foredrag ved tidligere efterskoleforstander på Frøstruphave og Rinkenæs Efterskole samt højskoleforstander på Børkop Højskole Erik Back Pedersen. Emnet er ”At sætte spor – en livsfortælling”. Lørdag den 15. februar er der fra kl. 09.30 ”Ved dagens begyndelse” ved Niels Henrik Kjær Sørensen.

Kl. 10.00 kan man høre fordrag om Fremtidens fødevareproducenter ved Erik Kallehave Kristensen, der er forstander på Bygholm Landbrugsskole og tidligere direktør på Castbjerggård. Klokken 14.00 holder journalist og fhv. ansvarshavende chefredaktør og adm. direktør på Kristeligt Dagblad Erik Bjerager foredraget ”Gud og Hvermand. Om danskernes tro og kristendommens betydning for kultur og samfund”.

Om aftenen er der musik og sangaften ved højskolelærer og kirkemusiker Arne Andreasen. Søndag den 16. februar er der fra kl. 10. 00 gudstjeneste i Vor Frue Kirke i Nyborg Efter frokost er der foredrag om ”Den etiske fordring” ved teolog og lektor på Institut for kultur og samfund på Århus Universitet David Bugge. Herefter kaffe og afslutning.

Pris m.m.

Prisen for deltagelse i hele arrangementet inkl. overnatning er 2.398,- kr. pr. person. Deltagelse i hele arrangementet uden overnatning og morgenmad koster 1.590,- kr. pr. person. Deltagelse lørdag uden overnatning koster 998,- kr. pr. person. Man skal kontakte receptionen på nyborgstrand@nyborgstrand.dk for at booke denne pakke. Kristeligt Landmandsstævne har eksisteret i over 100 år og holdes hvert år i en weekend på Hotel Nyborg Strand på Fyn. Stævnet drives af et frivilligt udvalg, som hvert år sammensætter programmet.

Tidligere havde stævnet et mere landmandsfagligt indhold, men de seneste år har der været mere fokus på eksistentielle og åndelige emner.