IPSICC

Kvinder fra Cook Islands har skrevet bønner til International Bededag

Kvinder fra Cookøerne eller Cook Islands, der er et selvstyrende territorium under New Zealand, har skrevet årets bedetekster. Temaet er fra Sl. 139,14: ”Jeg skabte dig underfuldt”.

Fredag den 7. marts 2025 opfordres kvinder til globalt fællesskab på Kvindernes Internationale Bededag. Det sker i Danmark og omkring 170 andre lande rundt om på kloden.

Hvert år den første fredag i marts samles kvinder til bøn ud fra det samme tema fra solen står op ved datolinjen og til solen går ned. I år er temaet: ”Jeg skabte dig underfuldt” (Salmernes Bog 139,14). Hvert år er et nyt land ”forfatter” til dagens tekster, som bygger bro mellem bibelske tekster og den lokale aktuelle situation. Forfattergruppen består af kvinder fra mange forskellige kristne kirkesamfund. For året 2025 har kristne kvinder på Cook Islands haft ansvaret. Bøn i fællesskab giver håb og mod.

Underfuldt skabt

Formanden for den danske komite, Ellen Margrethe Gylling, udtrykker det sådan:

”Jeg takker dig, fordi jeg er underfuldt skabt, underfulde er dine gerninger, jeg ved det fuldt ud!” skriver salmisten David i salme 139, v.14. Hver enkelt af os er et komplekst produkt af Guds forunderlige hånd. ”Det var dig, der dannede mine nyrer, du flettede mig sammen i min mors liv… Da jeg endnu var foster, havde du mig for øje; alle dagene stod skrevet i din bog, de var formet, før en eneste af dem var kommet. Hvor er dine tanker dyrebare for mig, hvor stor er dog summen af dem, Gud!” (v.13.16 -17).  Et gennemsnitligt hjerte slår 115.000 slag om dagen. Vores blod bevæger sig ca. 19.312 km om dagen. Voksne tager ca. 18.000 til 30.000 indåndinger om dagen, og i de fleste tilfælde finder alle disse funktioner sted, uden vi er bevidste om det. Utroligt. Vi må forstå, at Gud har skabt os hver især fysisk, intellektuelt og personlighedsmæssigt, og at han har givet hver eneste af os en opgave, som ingen andre kan udføre. At nedvurdere sig selv kan virke ydmygt; men det er faktisk en form for stolthed, fordi det får os til at afvise Guds design og plan for os hver især. Som et underfuldt skabt og elsket Guds-barn – kan vi hver især bruge vores gaver og talenter til at tjene og velsigne verden.

Bededag siden 1928

I Danmark er Bededagen med sikkerhed blevet fejret siden 1928 (sandsynligvis også tidligere), og i 1969 blev Danmarks Økumeniske Bededagskomite dannet. Her ligger ansvaret for oversættelse og videregivelse af materialet til den årlige Bededag. Hvert år er et nyt land i fokus. Bønnekæden jorden rundt er det vigtigste ved dagen, men det er også meget vigtigt at lære om andre lande og få viden fra landets egne folk og dermed en bedre forståelse for landenes befolkninger og deres situation.

På hjemmesiden www.kvindebededag.dk kan man blandt andet se materialet og hvor i Danmark, man kan mødes til bøn den 7. marts.