Præst fra Skjern Bykirke bliver generalsekretær i Ordet og Israel

Den 55-årige teolog Jens Lomborg tiltræder som Ordet og Israels generalsekretær fra 1. december 2025. Han afløser Ole Andersen, der går på pension ved årets udgang efter at have været generalsekretær siden 2005.
Jens Lomborg blev cand. theol fra Aarhus Universitet i 1998. Han har siden da været ansat på LTC (KFS’ Ledertræningscenter) i 1999-2003. Herefter fulgte en udsendelse til Botswana med missionsselskabet Promissio i 2004-05, før han blev præst i Skjern Bykirke fra 2006. Jens Lomborg har været formand for Evangelisk Luthersk Netværk siden 2017 og har været medlem af Ordet og Israels bestyrelse ad to omgange (1995-2003 og 2007-2015).
Til Magasinet Ordet og Israel fortæller den kommende generalsekretær, at han som ung ”faldt i gryden med bibelundervisning fra blandt andet Bent Ryborg og Aksel Valen-Sendstad”, hvilket forankrede ham i troen på Jesus i Bibelens store frelsesplan. Privat er Jens Lomborg gift med Heidi, og de har fire døtre og to børnebørn.