IPSICC

Vigtig bog om at være forældre til et barn med særlige behov

Psykolog og familieterapeut Annette Due Madsen har skrevet en klog, smuk og rørende bog om det at blive og være forældre til børn med særlige behov. Titlen ”Uden manual” sætter præcise ord på, hvordan det er at skulle indstille sig på resten af sit liv at skulle være forældre til et barn, der ikke vokser fra forældreafhængigheden.

Forfatteren skriver ikke bare ud fra sit professionelle kendskab til, hvilke følelser, udfordringer og problemstillinger forældre til udviklingshæmmede børn stilles overfor, hun kender det af egen erfaring. Parrets midterste barn, Frederik, har et alvorligt udviklingshandicap, og det er med udgangspunkt i erfaringen med selv at være forældre til et barn med særlige behov, at Annette Due Madsen tager fat på emnet.

Kombinationen af den personlige erfaring og den solide faglige indsigt i emnet gør bogen både autentisk, relevant, indlevende og tillidsvækkende. Man er ikke i tvivl om, at her er et menneske, der ved, hvad hun taler om, både når det gælder de følelser af sorg og kærlighed, der følger med at få et barn, man ikke kan nå ind til på samme måde, som til et barn uden handicaps; og når det gælder de kampe, der følger med at skulle navigere i den jungle af behandlere og myndighedspersoner, man stilles overfor som forældre med et barn med udviklingshandicap.

I bogen tages mange af de problemstillinger, der følger med at have et handicappet barn, op til overvejelse, og der er masser af gode råd til, hvordan man bedst kommer helskinnet igennem. Det gælder fx i forhold til de raske søskende til det udviklingshandicappede barn og ens relation til sin ægtefælle; og det gælder i forbindelse med den separation fra det handicappede barn, der kommer, den dag man må overgive en del af omsorgen for barnet – der efterhånden får en voksen krop – til andre.

Annette Due Madsen har skrevet bogen ”Uden manual – At være forældre til et barn med særlige behov”, med udgangspunkt i hendes eget liv som mor for sin voksne søn Frederik, der er multihandicappet.

En uvurderlig hjælp

Der kan ikke herske tvivl om, at ”Uden manual” vil blive en uvurderlig hjælp til forældre, der har et barn med særlige behov. Det første, jeg gjorde efter at have læst den, var at anbefale den til en bekendt til en datter med et stort udviklingshandicap, da jeg gennem læsningen af bogen hele tiden kunne genkende de udfordringer, som hun har stået i og står i den dag i dag. Men bogens relevans stopper ikke dér.

Enhver, der arbejder med mennesker med et udviklingshandicap, bør læse bogen. Her får man et enestående indblik i, hvordan det er at være pårørende til dem, man arbejder med, ligesom man kan blive klogere på, hvordan man bedst hjælper dem, der har et særligt behov. Også venner og familier til forældre til børn med særlige behov kan have gavn af at læse bogen, for der er brug for et netværk omkring de ramte familier, som kan aflaste, støtte og forstå.

Personligt bed jeg særlig mærke i opfordringen til at blive ven med den udviklingshandicappede, for – som Annette Due Madsen skriver – kan de ikke selv opsøge venskaber.

Annette Due Madsen: Uden manuel – At være forældre til et barn med særlige behov
250 sider. 249,95 kr.
Kristeligt Dagblads Forlag