Konference i Odense om ’Kirke og Integration’

Kirkernes Integrations Tjeneste afholder konference i Odense d. 13. september.
På konferencen ‘Kirke & Integration 2025’ vil der være fokus på, hvordan man kan arbejde med integration i menigheder og kirkelige foreninger, så det giver mening for både den fremmede og for menigheden og dens medlemmer og frivillige. På konferencen vil man få ny viden og værktøjer, så man bliver klædt på til en stærkere integrationsindsats.
Oplæg med to gæster
På konferencen vil der være to oplæg. Det ene oplæg ’Langtidsholdbare frivillige — ressourcer til selvomsorg’ er med psykolog Michelle Lind Kappel fra Agape. Hun vil give inspiration til, hvordan man som frivillig ildsjæl eller ansat kan brænde i sit arbejde uden at risikere at brænde ud. Oplægget giver ressourcer til at skabe en bæredygtig frivillighedskultur. Det andet oplæg ’Kulturmøder i børnehøjde (om børneopdragelse)’ er med Jonna Rud Jensen, der selv har stor erfaring med børneopdragelse.
Den er opbygget over mere end 30 år bl.a. som ansat i det offentlige, som frivillig, som plejeforælder til børn med anden etnisk baggrund, underviser for nyankomne børn og voksne og for forskellige faggrupper. Konferencen er for alle, der er involveret i et tværkulturelt arbejde i en kirke eller kirkelig organisation, eller som bare er nysgerrig på, hvordan man kan blive bedre til at række ud til mennesker fra andre kulturer.
Konferencen giver samtidig en mulighed for at mødes med andre, der er engageret i tværkulturelt arbejde. Konferencen finder sted i Baptistkirken i Odense lørdag d. 13. september 2025 fra 9-16. Det koster 150 kr. at deltage. Tilmelding er nødvendig og foregår via KIT’s hjemmeside.
Fakta om KIT
I efteråret 2003 tog frikirkerne i Danmark en beslutning om at lave en fælles koordinering af arbejdet blandt flygtninge og indvandrere, da flere og flere nydanskere ønskede kontakt med lokale frikirker, og fordi mange nye migrantmenigheder startede i Danmark i de år. Det blev til Kirkernes Integrations Tjeneste (KIT). KIT samarbejder med kirker, foreninger, organisationer, menighedshuse, migrantmenigheder og globale organisationer omkring en aktiv integrationsindsats.
Kilde: kit-denmark.dk