Læredag om kirkens møde med LGBT+ personer
BaptistKirken i Danmark holder læredag om kirkens møde med LGBT+ personer. Det foregår i Korskirken i Herlev lørdag d. 31. januar kl. 10.00-17.30.
BaptistKirken i Danmark inviterer til læredag om kirkens møde med LGBT+ personer. Dagen kommer til at bestå af teologiske oplæg om LGBT+, queer teologi, inklusion i menighedsliv og Bibelens tekster om samkønnede relationer. Målet er ikke ensretning, men gensidig forståelse på tværs af liberale, progressive, klassiske og konservative positioner på tværs af danske baptister samt at bidrage kvalificeret til samtalen, der kan foregå lokalt i baptistmenighederne.
Oplæg og dialog
Dagen indledes med to oplæg fra Johannes Hansen (Apostolsk Kirke) og Jørgen Thaarup (Metodistkirken), der deltager igennem dagen og giver deres input til vores samtale. Efter den indledende session følger 20-minutters teologiske oplæg fra baptister med efterfølgende respons og dialog. Strukturen og tidsplanen for alle oplæg er følgende: 1. Oplæg – 20 min. 2. Respondent – 10 min.: Spørger ind og peger på alternative læsninger.
Hver oplægsholder er respondent på et andet oplæg. Herunder kort samtale mellem oplægsholder og respondent. 3. Dialog i plenum – 10 min: Spørgsmål og kommentarer fra salen. De baptistiske synspunkter præsenteres efter frokost med oplæg af Kristian Bonde-Nielsen, Lars Midtgaard, Ole Lundegaard og Ulrick Dam, skriver Baptistkirken.dk
Tilmelding m.m.
Tilmelding – gerne snarest muligt af hensyn til planlægning og forplejning – til info@baptistkirken.dk. Sidste frist er den 18. januar. Deltagelse koster 150 kr. til dækning af forplejning. Der kan indbetales på MobilePay 90519 eller konto 3201 3201182417 mærket ’læredag’. Læs mere på www.korskirken.dk.



