Familier fra Zion Church advarede om inhumane forhold i fængslerne forud for Trumps møde med Xi

Familierne til de tilbageholdte ledere af Zion Church har berettet om den forfølgelse, mishandling og de umenneskelige forhold, de bliver udsat for. En menneskerettighedsgruppe gentog kravet om deres løsladelse forud for mødet mellem den kinesiske og amerikanske præsident.
Otte ledere fra en undergrundskirke i Beijing har været fængslet siden efteråret 2025. De afventer stadig en udsat retssag, selv om kirkens grundlægger, pastor Ezra Jin, blev løsladt for mere end to måneder siden efter et møde mellem de to verdensledere.
Præst løsladt den 4. juli
På den amerikanske uafhængighedsdag, den 4. juli 2026, blev pastor Jin Mingri (Ezra Jin), grundlægger af Beijing Zion Church, pludselig løsladt efter 266 dages tilbageholdelse. Han blev fløjet til Los Angeles og genforenet med sin familie. Hans datter Grace kunne næsten ikke genkende sin far – han havde tabt sig mere end 14 kilo, og hans hår var blevet barberet af i fængslet. Det skriver nyhedsmediet Bitter Winter, som tilføjer:
I oktober 2025 blev pastor Jin og mere end 20 kolleger tilbageholdt i det, der blev den største kirkerazzia i næsten et årti. Ifølge offentlige rapporter var pastor Jins løsladelse forbundet med en personlig appel fra præsident Trump til præsident Xi Jinping. Men selv om alle glædede sig over løsladelsen, sidder de otte ledere fra Zion Church stadig fængslet under meget barske forhold.
Umenneskelige forhold
Organisationen ChinaAid beskriver, hvad løsladte fanger har sagt om forholdene i fængslet: 36 personer sover på en fælles platform i et rum på omkring 40 kvadratmeter. Der er en håndvask på den ene side og et åbent toilet på den anden. Der er iskoldt om vinteren og brændende varmt om sommeren. Dagligdagen omfatter angiveligt obligatorisk politisk genopdragelse og fysisk afstraffelse.
Fangerne skal sidde på hug tre gange om dagen med hænderne på hovedet som en del af øvelsen ’Tre Positioner’; de skal sidde i faste stillinger i op til tre timer ad gangen. De skal også se statsstøttede nyheder og tre gange om dagen synge politiske sange, der roser det kinesiske kommunistparti, nationale ledere og militæret.
Appel forud for mødet mellem Xi og Trump
De otte tilbageholdte er blevet sigtet for ulovlig brug af informationsnetværk, ulovlig forretningsdrift og bedrageri i forbindelse med deres online kristne møder. Ni andre ledere fra razziaen i 2025 er blevet løsladt mod kaution, men de står fortsat over for de samme anklager. Gruppen Fortify Rights har forud for topmødet mellem Donald Trump og Xi Jinping opfordret til, at kirkelederne løslades. Gruppen, der dokumenterer krænkelser af menneskerettighederne, har indsamlet vidneudsagn fra familiemedlemmer om anholdelserne og forholdene i fængslet.
I livsfare uden medicin og lægehjælp
Geng Pengpeng, der er hustru til pastor Gao Yingjia, har set de ”forfærdelige” leveforhold i Beihali-fængslet. Hun sagde: ”De er klemt inde på hårde træbænke uden sengetøj og med jordgulve fulde af orme og myg. De kan kun sove side om side, fordi der er så mange mennesker. De får kun lidt frisk luft, ingen aircondition, og vejret er varmt og fugtigt. Mange får hud- og infektionssygdomme fra deres medfanger.”
”En fange, der blev løsladt mod kaution, har været på hospitalet hver dag i to måneder på grund af en hudsygdom, der er stærkt kløende. Maden er forfærdelig – beskidt, grøntsagerne bliver ikke vasket, der er begrænset mad. Deres tøj er muggent på grund af luftfugtigheden. De har ingen ordentlig medicin. Min mand var lige ved at dø af et blindtarms-problem, og han havde feber et par gange, men kunne ikke få ordentlig medicin eller lægehjælp.”
Nægtet bibler
De tilbageholdte kirkeledere blev i første omgang nægtet bibler, men takket være familiemedlemmers indsats har de nu adgang til skrifterne. Tidligere var det eneste læsestof bøger om det kinesiske kommunistpartis ideologi og Xi Jinping. Også pastor Wang Lins familie havde været udsat for forfølgelse før razziaerne, og børnene blev sendt væk fra deres skoler. Familiemedlemmer fortalte også, hvordan myndighederne trak børn ud af forældrenes arme under anholdelserne, brød ind i huse eller tilbageholdt folk i lufthavnen.
Myndighederne kræver, at kristne onlinetjenester skal have en særlig tilladelse. Præster skal desuden efterleve ”socialistiske kerneværdier” og en bredere ”sinicisering af religion” for at fremme kommunistpartiets værdier.
Nye anholdelser
Myndighederne i Kina har tilbageholdt adskillige præster og kirkearbejdere fra Beijing Jiaquan Church, en uafhængig husmenighed i hovedstaden. Det skete forud for topmødet mellem Xi og Trump i USA. ChinaAid oplyser, at de ikke kender antallet af tilbageholdte personer, og at anklagerne mod dem stadig er ukendte. ChinaAids grundlægger og præsident, Bob Fu, udtalte, at hans organisation er ”dybt bekymret for sikkerheden, sundheden og de juridiske rettigheder for alle Jiaquan-præster og kirkemedarbejdere, der er blevet taget væk”.
Han bad myndighederne om at navngive de tilbageholdte, oplyse, hvor de tilbageholdes, angive det juridiske grundlag for deres anholdelse og tilbageholdelse og give dem mulighed for at se uafhængige advokater.


