”Frihed er forbundet med fællesskab, frimodighed og Gud som far”

For nogle år siden skulle Niels Nymann Eriksen døbe en iransk mand, der var kommet til Danmark som asylsøger. Han havde opsøgt Apostelkirken, hvor Niels Nymann Eriksen er sogne- og indvandrerpræst og havde ytret ønske om at blive døbt. Han havde været på en voldsom flugt, hvor han på flugtruten via Balkan ind i Europa var blevet udsat for vold fra grænsepolitiet, og han havde både fysiske og psykiske mén af flugten.

Han havde undervejs på sin flugt besøgt flere kirker, men havde ikke været længe nok nogle af stederne til at kunne modtage undervisning og blive døbt. Det kunne han nu, og Niels Nymann Eriksen påtog sig at undervise og herefter døbe den iranske mand, som han har gjort det med en del andre asylsøgere og flygtninge.

”Den søndag morgen, hvor jeg skulle døbe Amin, kom der en sætning til mig, som jeg sagde højt til ham: ’Nu skal du døbes, og det betyder, at du ikke længere er flygtning; du er pilgrim.’”
Niels Nymann Eriksen husker tydeligt fornemmelsen af ordenes vægt og samtidig den frisættelse, de udtrykte, og han tænker på som en formulering af kristen frihed.

”Som flygtning lever man i de brændte broers land; man presses fremad og ud i verden, fordi der er noget, man må væk fra for at redde sig selv. Som pilgrim har man et mål, og man kan gå mod målet i frihed og glæde, fordi man drages mod målet med en god længsel, og man går, fordi der er en, der har kaldet mig,” siger Niels Nymann Eriksen.

Det minder ham om det, Paulus skriver i sit Brev til Filipperne, kap. 3, vers 13-15: ”Brødre, jeg mener ikke om mig selv, at jeg allerede har grebet det. Men dette ene gør jeg: Jeg glemmer, hvad der ligger bagude og strækker mig frem mod det, der ligger forude; jeg jager mod målet efter sejrsprisen, som Gud fra himlen kalder os til i Kristus Jesus.”

Ufrihed og ensomhed

Niels Nymann Eriksen har i sit virke som præst mødt mange mennesker, der som indsatte eller tidligere indsatte i et fængsel eller tidligere indsatte eller flygtninge i venteposition lever i en ydre form for ufrihed, som han oplever, kan være forbundet med stor ensomhed.

”De indsatte og tidligere indsatte samt asylsøgere, som bliver interneret, har det til fælles, at deres liv er sat på pause, og de befinder sig i en situation, hvor de stort set er frataget muligheden for at påvirke deres fremtid. Det kan føles meget ufrit i sig selv. Men oven i det oplever jeg, at de bærer på en stor byrde, måske den største, som er ensomheden,” siger han.

Han uddyber: ”Når man er afskåret fra sine kære, fra dem, der giver livet mening og betydning og får én til at føle sig levende, så har man kun sig selv og sin egen historie og sine egne drømme, og det er utrolig byrdefuldt. Det mærker de indsatte måske mest, mens de er i fængslet, mens jeg hos asylsøgere ofte har set, at det sker, når de har fået opholdstilladelse. Efter 3-4 måneder rammes mange af en dyb ensomhedsfølelse, fordi alle de mennesker, de har haft en fælles historie med, og måske også er flygtet fra, fordi de har været udsat for social kontrol, er væk. De mangler sammenhæng i deres liv, og de opdager, at ensomheden er blevet frihedens pris.”

To former for frihed

Men selv om der ofte er en sammenhæng mellem frihed og ensomhed, er der veje ud af ensomheden, så friheden kan leve side om side med fællesskab og håb, mener Niels Nymann Eriksen. Det gælder både for asylsøgere, indsatte og alle andre. For ufrihed rammer ikke kun dem, der sidder i fastlåste positioner i fængsler og asylcentre, men også alle de mennesker, der lader sig binde af frygt, forbrugsræs, bekymringer eller skyld og skam. For at forstå det – og forstå, hvad vejen ud af ufriheden kan være – kan det give mening at skelne mellem to forskellige former for frihed, mener Niels Nymann Eriksen.

”Den ene form for frihed er valgfrihed, som handler om, at jeg kan gøre, hvad jeg vil. Det er den form for frihed, der dyrkes i kapitalistiske samfund, hvor de penge, du har, i høj grad bestemmer din grad af frihed til at vælge og din mulighed for at udfolde dig. Men det er også en form for frihed, som risikerer at isolere dig, fordi du ikke er forpligtet over for andre end dig selv og dine egne behov,” siger han.

Den anden form for frihed har med det, Niels Nymann Eriksen kalder ’selvoverensstemmelse’, at gøre. ”Det er den form for frihed, vi opnår, når vi gør det, vi er skabt til at gøre – så vi er i pagt med dem, vi egentlig er. I en kristen forståelse handler det blandt andet om, at vi står i relation til andre og til Gud, og vi vælger frit at tjene andre i kærlighed,” siger sogne- og indvandrerpræsten.

Han henviser til kirkefaderen Augustin, der i en af sine tekster sammenligner tre personer: et menneske, der kun kan synde, et andet menneske, der ikke kan synde, og et tredje menneske, der har valget mellem at synde og ikke at synde. Augustin spørger, hvem af disse tre personer, der er fri, og han konkluderer, at den person, som i sandhed er fri, er den anden – altså den person, der ikke kan synde, fordi synd er ufrihed.

”Vi kan træffe mange valg, som vi tænker som udtryk for frihed, men som nok i virkeligheden gør os ufri. Mange kender nok til, at økonomi kan give bekymringer, og der ligger måske en sandhed i, at når vi ejer ting, så kommer de til at eje os,” siger han – og henviser til Kierkegaard, som et sted har sagt, at ”Verden kan kun ejes derved, at den ejer dig”.

Når vi forsøger at tilfredsstille vores længsler ved at komme til at besidde ting, er det ikke blot os, der køber noget, men også os, der bliver solgt, og kommer i et afhængighedsforhold til verden. På den måde kan det, der ser ud som en udøvelse af frihed være det modsatte, mener Niels Nymann Eriksen.

Ydre eller indre frihed

Samtidig erkender han, at det ønske om materiel velstand og sikkerhed, som driver mange mennesker fra fattige og ustabile dele af verden mod især Europa, er helt legitimt og forståeligt.

”Vi skal ikke blive elendighedsromantikere, og jeg er personligt meget taknemlig for den samfundsmodel, vi har i mange europæiske lande og særligt i Skandinavien. Jeg kan godt forstå, at der er mennesker, som misunder os det, og jeg mener, at vi i vores del af verden både skal være taknemlige for det, vi har fået givet, og bevare en skarp sans for verdens uretfærdighed og vores egen forpligtelse over for de mennesker, der lever mindre privilegerede liv. Men samtidig skal vi spørge kritisk ind til, om al denne rigdom bliver noget, der fanger os og holder os fast i en form for ufrihed,” siger han.

I mødet med asylsøgere har han oplevet, at ydre ufrihed kan være med til at give et nyt perspektiv, som åbner for en større indre frihed, end mange mennesker, som lever trygge, gode liv, kan realisere. ”De kan ofte finde et perspektiv på deres liv, som er meget klart og befriet for al den selvvurdering, som mange af os andre kan blive fanget i,” siger han. Som et eksempel nævner han en oplevelse omkring 2015-2016, da mange migranter strømmede til Europa, og der kom mange nytilkomne asylsøgere i Apostelkirken.

”En søndag prædikede jeg over teksten om opvækkelsen af enkens søn i Nain, hvor en mor har mistet sin eneste søn, og da Jesus ser hende, får han medlidenhed med hende, rører ved båren og formaner den unge mand til at rejse sig op. Den døde satte sig op, og Jesus giver ham til hans mor. Efter prædikenen kom en ung mand hen til mig og sagde: ’Den døde søn er mig. Jeg har en mor derhjemme, der græder over, at jeg er forsvundet, men jeg er i Jesu hænder, og en dag vil han nok give mig tilbage til min mor.’ Det var et meget stort perspektiv på et menneskeliv, der havde åbnet sig for denne unge mand i mødet med bibelteksten.”

Abraham og stjerne-vrimlen

Som præst oplever Niels Nymann Eriksen jævnligt, at bibelteksterne kan åbne mennesker med meget tung bagage, eller som er i tilsyneladende fastlåste situationer, for nye perspektiver, og han opfatter det som en stor gave som præst at få lov til at erfare det. Han henviser til 1. Mosebog kapitel 15, hvor Herren indgår sin pagt med Abraham. Abraham og Sara er barnløse, og Abraham forudser, at han må dø barnløs.

Men så taler Gud til Abraham og lover ham, at han skal få arvinger. ”Så tog han ham udenfor og sagde: ’Se på himlen, og tæl stjernerne, hvis du kan.’ Og han sagde: ’Så mange skal dine efterkommere blive.’” ”Det er et bibelsk billede, som, jeg synes, meget præcist udtrykker, hvordan vi kan blive ført ud i en frihed, vi ikke på forhånd kan forestille os. Gud tog Abraham udenfor, så han kunne se op mod himlen og se sit eget liv og sin egen historie i lyset af stjernevrimlen,” siger Niels Nymann Eriksen.

I den bevægelse ligger der en stor frihed, mener han. ”Man kommer fra sin egen lavloftede stue ud, hvor der i sandhed er højt til loftet. Vi undslipper vores egne små cirkler, bekymringer og sammenligninger med andre og træder uden for i Guds store, skønne natur og bliver på den ene side små, fordi det er så stort omkring os, og på den anden side forstår vi, at vi som Guds barn er en del af hele det her kolossalt store. Jeg er Guds barn, jeg kan sige far til universets skaber.”

Også igennem fællesskaber kan der ifølge Niels Nymann Eriksens erfaringer opstå uventet frihed. Det har han for eksempel oplevet i Café Exit, der arbejder med at støtte indsatte og tidligere indsatte og hjælpe dem ind i samfundet.

”I Café Exit arbejder vi med begrebet stedfortrædende håb. Når mennesker mister håbet og ikke kan tro på, at der kommer til at ske noget, som væsentlig kan ændre det snævre lukkede perspektiv på deres liv, så kan andre håbe for det mennesker. I det øjeblik, hvor den, der har mistet håbet, lader sig blive en del af det fællesskab, kan vedkommende blive smittet af håbet. I en langsom, umærkelig proces kan man få del i den tillid til Gud, der findes i fællesskabet, og i den frisættelse og helbredelse, der ligger i det,” siger han.

Frimodighedens fællesskab

I fællesskabet kan man også finde en frimodighed, som kan være med til at give den enkelte større frihed, mener Niels Nymann Eriksen.  ”Jeg kan selv opleve, at min frygt for andre menneskers dom kan få mig til at lide af en slags hensynsbetændelse, som kan gøre mig lidt forsagt og utydelig. Men som kristne er vi kaldet til at leve i frimodighed og stå ved vores tro. Selvfølgelig skal vi gøre det på måder, der er hensynsfulde og indsigtsfulde, men vi skal ikke være bange for at være tydelige,” siger han.

Et godt kristent fællesskab kan være med til at opmuntre til frimodighed, mener han. Ikke i form af rygklapperi, ”men ved at være et frimodighedens fællesskab, hvor man understøtter hinanden i at have mod til at leve troens liv i verden – og samtidig give hinanden stor frihed til at træffe egne valg og vurderinger.” For Niels Nymann Eriksen er frihed, frimodighed og fællesskab forbundne størrelser, og desuden har han erfaret, at han bedst sikrer friheden i sit eget liv ved at have en daglig åndelig disciplin.

”Jeg prioriterer hver dag at søge ind i stilheden og forsøge at få Guds perspektiv på det, som sker, snarere end bare mit eget perspektiv. Fra stilheden kan jeg så gå ud i verden og tage fat på dagens opgaver og kampe. At have Guds blik med gør mig mindre bekymret for andres dom og mere frimodig,” siger han. Men hvordan kan han så som præst hjælpe andre til at leve mere frit?

”Jeg vil henvise til fællesskabet og samtalen med andre troende, som kan hjælpe til at få perspektivet og modet tilbage. Og til sakramenterne og Bibelen. I forhold til Bibelen tænker jeg også på at finde måder at læse Bibelen, så bibelordet kommer til at relatere til vores hverdag på en frisættende måde,” siger Niels Nymann Eriksen.

Jeg prioriterer hver dag at søge ind i stilheden
og forsøge at få Guds perspektiv på det, som
sker, snarere end bare mit eget perspektiv.
Fra stilheden kan jeg så gå ud i verden og
age fat på dagens opgaver og kampe. At
have Guds blik med gør mig mindre
bekymret for andres dom og mere frimodig.”

Niels Nymann Eriksen

Født 1966. Uddannet cand.theol. fra Københavns Universitet. Ph.d. fra Cambridge University om Søren Kierkegaard. Sogne- og indvandrerpræst i Apostelkirken på Vesterbro i København.
Modtog i 2019 Bibelselskabets Pris for sit arbejde med migranter i Apostelkirken.

Har udgivet flere videnskabelige artikler, prædikensamlinger og antologier samt bøgerne Gæstfrihed (2018), Tålmodighed (2020), Taknemmelighed (2022) (alle Akademisk Forlag, Egmont) og Bønnens vej (2024), Bibelselskabets Forlag. Udkommer til oktober med en bog om den barmhjertige samaritaner på Bibelselskabets Forlag.