Definitivt slut for Dansk Missionsråd, der har givet sine midler videre til CKU

Dansk Missionsråd holdt afslutningsfest 11. november 2026, fordi organisationen nu lukker sine døre og overlader kassen og arven til sit eget udviklingsbarn, Center for Kirkeligt Udviklingssamarbejde (CKU).

”Jeg er glad for billedet med bryllupsfesten, så det ikke er en begravelse, men noget, vi kan se frem mod,” sagde Katja Gunnertoft Bojsen, generalsekretær i CKU.

Dansk Missionsråd holdt afslutningsfest onsdag den 11. november 2026, fordi organisationen nu efter 114 års virke lukker sine døre og overlader kassen og arven til sit eget udviklingsbarn, CKU. Det var med bevidstheden om, at et gammelt frø må lægges i jorden for at give plads til nyt liv.

Derfor kaldte formand og tidligere Roskilde-biskop Peter Fischer-Møller dette sidste møde for et bryllup, selvom stemningen i missionshuset Bethania i Odense i glimt bar præg af gravøl.
For bag frygten for statslige ulandspuljer og ”dansen om bistandens guldkalv”, som det blev udtrykt, gemmer der sig en forløsende mulighed: At dansk kirkeliv omsider gør op med den kunstige kløft mellem ord og handling, så forkyndende mission og social diakoni igen smelter sammen i et fælles, modigt vidnesbyrd uden udløbsdato.

”Ending as beginning”

Ordene lyste på storskærmen i Bethania, da den tanzanianske præst Brighton Katabaro koblede Abrahams opbrud og disciplenes lammende sorg ved korset direkte til opstandelsens håb og spurgte forsamlingen af missionsaktører fra folke- og frikirker:

”Hvad er det, Gud forbereder gennem denne afslutning?”

Spørgsmålet ramte lige i hjertet på den historiske dag. Siden 1912 – hvor rådet blev stiftet i gløderne fra Edinburgh-konferencen – har Dansk Missionsråd (DMR) været paraplyen, der har sendt generationer af pionerer ud for at bygge skoler, hospitaler og forkynde evangeliet. Men i dag er tiderne skiftet: Kasserne er ved at være tømte, medlemsflugten en realitet, og DMR måtte lade sig opløse og opsluge af sit eget udviklingsbarn, Center for Kirkeligt Udviklingssamarbejde (CKU).

Barnet, der voksede fra moderen

Men kan et ligeværdigt venskab overleve, når magtbalancen tipper? I 1987 fødte DMR selv projektafdelingen DMR-U, der administrerede Danida-kroner adskilt fra forkyndelsen. Udviklingsbabyen voksede sig moden, kom på finansloven og skiftede navn til CKU, mens moderorganisationen svandt ind. DMR har nu kapituleret og overdrager 800.000 kroner til CKU mod en treårig deltidsansættelse af en teolog.

Fra talerstolen tegnede CKU’s formand Daniel Toft Jakobsen en model på storskærmen, hvor teologi, diakoni og udviklingsbistand smeltede sammen: ”Måske kan man sige, at det, der er ved at ske nu, er, at cirklerne smelter sammen. Diakoni er forbindelsen mellem det, kirken er, og det, kirken gør. Vi håber, at der kommer en langt tættere forbindelse mellem teologi, kirkeligt udviklingsarbejde og diakoni ud af det her. Teologien har kolossalt meget at byde ind med,” erklærede han.

Ingen dans om guldkalven

Katja Gunnertoft Bojsen, generalsekretær i CKU, greb mikrofonen og mødte den lurende skepsis fra nogle af de mest gråhårede missionskæmper i salen: ”Jeg er glad for billedet med bryllupsfesten, så det ikke er en begravelse, men noget vi kan se frem mod.” Hun lagde dog ikke skjul på den svære balancegang som forvalter af statslige millioner:

”Når man kigger på CKU fra Udenrigsministeriet eller politisk hold, bliver vi betragtet som et instrument. Det er jeg helt med på. Men som tidligere generalsekretær i DMR Jonas Adelin Jørgensen så fint har sagt det: Det er også okay, så længe vi finder en vej, der stemmer overens med det, vi selv vil. Der kan komme tidspunkter, hvor vi må sige: Den vogn kan vi ikke spændes for. Vi vil gerne arbejde for fred, forsoning og fattigdomsbekæmpelse på vores egne præmisser, men vi kan ikke løbe med alle politiske dagsordener. Det skal vi heller ikke.”

Bojsen afviste samtidig direkte, at CKU skulle have solgt sit kirkelige DNA: ”Nogen kigger måske på CKU og tænker, at vi inde på sekretariatet danser rundt om guldkalven fra Udenrigsministeriet med alle de millioner. Det håber jeg ikke. De penge kan ikke bruges til at trykke bibler eller drive forkyndelse. Men partnerne derude er kirker, og vi bruger Bibelen rigtig meget i de projekter, vi ruller ud.”

Kritik af festskrift med fokus på hvide mænd

Dagens nye festskrift skulle samle 114 års virke, men udløste i stedet en kras konfrontation. Fra talerstolen måtte redaktionen åbent erkende en skævhed: ”Vi har ikke fundet særlig mange kvinder. Det er fire mænd, der har siddet sammen. Og der er heller ikke særlig mange udenlandske partnere.” Den indrømmelse lod formand for Mission Afrika Anne Mie Skak Johanson ikke passere. På en ellers stille dag affyrede hun dagens skarpeste bredside:

”Vi har en missionshistorie, som desværre ofte har været fortalt af mænd – og ofte den hvide af slagsen. Mange af de udsendte har jo været kvinder. Der var ikke nogen singlemænd, der blev sendt ud – det var kvinder. Og de har gjort en kæmpe forskel på marken.” For Johanson må fremtiden under CKU betyde et opgør med det vestlige ekkokammer: ”Hvordan så det ud for dem i det globale Syd, da missionærerne kom? Vi trænger i den grad til at give mikrofonen til de stemmer. For fællesskabet mellem Syd og Nord er det største, missionen har givet os.”

Selv festskriftets titel fik en mavepuster med på vejen: ”Jeg er heller ikke enig i titlen på festskriftet ’Kristen tro lever ved at blive delt’. Kristen tro lever, fordi Kristus lever.”

Hvis du stadig er stueren, har du ikke forladt dit hjem

Modsat Johansons kritik af strukturerne valgte lektor emeritus Hans Raun Iversen at gå i flæsket på berøringsangsten. Under overskriften ’Gå ud i alverden! – hvorfor i alverden skal jeg det?’ pillede han Bibelens missionsbefaling fra hinanden: ”Hvor står det henne, det der ’Gå ud i alverden’? Det har vi kun i den sene Markusslutning, og den plejer vi jo ikke at citere alt for meget,” fortalte han med karismatisk kommunikation og smil på læben.

”I Matthæusevangeliet står der blot ’Gå hen’. Der er kun ét eneste imperativ – én bydeform – og det er: ’Gør disciple’! De andre ting – ’gående’, ’døbende’ og ’lærende’ – er participier, altså måden, det sker på, ikke selve ordren. Det er ikke en marchordre om at rejse ud, men betyder slet og ret: ’Hvor I går og står, der skal I gøre disciple.’” Det er altså ikke en geografisk billet ud i verden, men en opgave lige dér, hvor man allerede befinder sig. Raun fortsatte med at advare mod berøringsangst og sekulær pænhed – kristendom kræver mod til både at tale åbent og få snavs på fingrene:

”Tag ordet i munden – ellers dør kristendommen i et moderne informationssamfund. Det, du ikke tager i munden, det dør. Det er selve udtrykket for sekulariseringen i Danmark. Kristne må aldrig opgive håbet, men altid være proaktive. Vi skal ikke være stuerene, men vælge de svages og fattiges side. Hvis du stadigvæk er stueren, er det nok, fordi du ikke har forladt dit hjem endnu.” Om det svære møde med andre religioner og dialogen med muslimer slog han fast:

”Der er ingen mission uden dialog, men der er heller ingen dialog uden vidnesbyrd. Hvis du virkelig møder den anden, ligger der et vidnesbyrd i det. Du kan ikke tale af hjertet uden også at tale om det, du tror på.”

Ikke et punktum, men et skub

Da mørket faldt på, rykkede afslutningen nærmere. Inden trådte DMR’s bestyrelsesformand Peter Fischer-Møller for sidste gang frem for at samle trådene mellem fortidens savn og fremtidens håb:

”Det er en mærkedag i dag, hvor der både er vemod og taknemmelighed. Det har været en stor fornøjelse at arbejde sammen – også i en periode, hvor vi skulle se i øjnene, at vi var den sidste bestyrelse for Dansk Missionsråd. Men det er ikke bare et punktum; det er et skub, så vi ikke synker hen i mismod over, at Dansk Missionsråd lukker ned. Kaldet til at være nysgerrige på de andre og holde fast i relationerne skal vi bære med os videre.”

Ordene markerede det definitive farvel til 114 års rådshistorie. Tilbage står spændingen: Bliver overdragelsen til CKU omsider den forløsning, der genforener mission og diakoni i et ligeværdigt partnerskab – eller ender den klassiske teologi som en tæmmet fodnote i statens bistandsrapporter?