Partier på venstrefløjen mangler klar kirkepolitik

Men alle folketingspartier går ind for religionsfrihed, viser partiernes hjemmesider.En rundtur på partiernes hjemmesider viser, at jo mere til højre partiet er for midten, jo mere klart bekender man sig til de kristne kulturværdier. Jo længere til venstre, jo mere glimrer de ved deres fravær.

Ifølge partiernes hjemmesider kniber med at anerkende kristendommens betydning for dansk kultur, og under halvdelen vil bevare Folkekirken som statskirke.

Hjemmesider er – næst efter tv – danskernes foretrukne informationskanal. Derfor har vi undersøgt folketingets partiers hjemmesider for at finde ud af deres holdninger til religion, kristendom og kirke. For her må de have korte, klare og kontante svar.
Det er ikke altid tilfældet – men én ting er sikker: Alle otte folketingspartier går ind for religionsfrihed. Socialistisk Folkeparti (SF) tilføjer med et glimt i øjet:
– Folkekirken det eneste trossamfund, der ikke har trosfrihed, men er underlagt staten…
Og selv Enhedslisten yderst til venstre i det politiske spektrum er med på religionsfriheden:
– Enhedslisten er ikke et antireligiøst parti, men et parti, der bekender sig til religionsfrihed og -lighed, herunder selvfølgelig retten til ikke at være religiøs, siger de.
Det kniber til gengæld med at anerkende kristendommens betydning for dansk historie og kultur. Her glimrer kristendommen ved sit fravær på hjemmesider fra E, SF, S og R. Men Liberal Alliance siger:
– Det danske samfund er historisk og kulturelt præget af den luthersk-evangeliske tros-opfattelse, som et stort flertal af danskere er medlem af.

Kristen højrefløj?

Og så kommer det kristne mere og mere klart til udtryk, jo mere til højre for midten partierne befinder sig:
– Kristendommen er fundamental for vores kulturarv, siger Det Konservative Folkeparti og fortsætter: – Kristendommen har givet os et antal grundsætninger, som vi i høj grad lever vores liv efter, og som vi har baseret vores samfundsstruktur og demokrati på. Vi skal turde stå fast ved vore danske værdier. Sådan skal det fortsat være.
Og Venstre følger trop:
– Fællesskabet i det danske samfund bygger på værdier, der har deres baggrund i det kristne livssyn samt en række rettigheder og principper som f.eks. den individuelle frihed, omsorg for de svageste medlemmer i samfundet…
Og Dansk Folkeparti:
– Kristendommen har århundreders hævd i Danmark og er uadskillelig fra folkets liv. Den betydning, kristendommen har haft og har, er umådelig og præger danskernes levevis. Den har gennem tiderne været retningsgiver og vejviser for folket.

Folkekirken værner
om kristendommen

Det er også til højre, partierne forsvarer Folkekirkens særstatus:
– Folkekirken er det danske folks kirke. Dansk Folkeparti ønsker, at staten understøtter folkekirken, siger DF.
– Konservative vil fastholde den særlige status, som folkekirken har, og at folkekirken fortsat skal understøttes af staten.
– En adskillelse af stat og kirke vil betyde, at man løsner på det fundament, vores samfund hviler på. Den danske folkekirke er det solide grundlag for hele vores samfund, siger K.
– Folkekirkens grundlovssikrede særstilling skal fastholdes, siger V.
Men så kniber det med det borgerlige sammenhold. Liberal Alliance vipper over mod venstrefløjen, der ønsker at afvikle båndene mellem stat og kirke:

Staten skal ikke blande sig

– De økonomiske mellemværender mellem stat og kirke skal være klarere og – om muligt – adskilles. Staten skal ikke blande sig i kirkens forhold, ligesom kirken ikke skal blande sig i statens, siger partiet.
Og Radikale Venstre udtaler sig kun om kirkepolitik, når de bliver direkte spurgt – som da partiets kirkeordfører Bente Dahl udtalte til TV2:
– Ifølge partiet er det afgørende at videreudvikle Folkekirkens selvstyre uden statslig indblanding. Det Radikale Venstre er derfor fortaler for en adskillelse af kirke og stat.
Socialdemokraterne ”tror ikke, at den nuværende strukturelle ramme omkring folkekirken er den mest egnede til at fremtidssikre den”. Og SF melder klart ud:
– SF ønsker, at kirken selvstændiggøres fra staten både økonomisk og forkyndelsesmæssigt.
Læs hele analysen på
Sondagmorgen.dk