Islamforsker overraskede
– Der var ingen trosbekendelse, ingen tidebønner i oprindelig islam, fortalte Jørgen Bæk Simonsen på Askov Højskole. – Og sharia-loven gjaldt kun muslimer.Religioner bevæger sig. Det stod klart efter et kursus om verdensreligionerne på Askov Højskole for nylig.
Den oprindelige islam er ikke den samme, som fundamentalistiske muslimer praktiserer i dag. Det fremgik af Jørgen Bæk Simonsens indlæg. Han er lektor ved Carsten Niebuhr Instituttet ved Københavns Universitet.
– Muhammeds tidlige åbenbaringer fra år 610 lancerer monoteismen, troen på én Gud. Modpolen er de mekkanske bysbørn, der troede på et utal af forskellige guder med hver deres statuer i Kabaen.
Herfra udvikler Islam sig til forskellige krav til den troende:
– Men den muslimske trosbekendelse er ikke at finde i Koranen. Overholdelse af tidebønnen, hvor muslimer er forpligtet til at bede fem gange dagligt, er heller ikke omtalt i Koranen. Når Gud er til, bør man bede til ham, men blot sporadisk.
Også bederetningen er ændret, fortalte Jørgen Bæk Simonsen:
– Oprindelig var retningen Jerusalem. Det var, fordi den arabiske halvø havde god kontakt med de andre store monoteistiske religioner. Mange havde været kristne eller jøder i generationer.
Men da Muhammed udvandrer med 120 fæller til Medina i sommeren 622, bliver han udfordret af byens jøder og kristne. De godtager ikke hans nytolkning af profeterne og Jesus.
– Et af de få punkter i historien, hvor jøder og kristne var enige, var, da de afviste Muhammed.
Det medfører bl.a., at Muhammed ændrer bederetningen mod Mekka. Nu er Kabaen pludselig det første monoteistiske bedehus, opført af mennesker.
– Koranen er polemisk mod flergudsdyrkere og mod jøder og kristne, efterhånden som disse gør modstand mod Muhammeds åbenbaringer, fortæller Jørgen Bæk Simonsen.
Og det er disse polemiske passager, som i dag benyttes af yderligtgående muslimer. Og er brugt på det retslige område til at etablere kalifatet.
– Men islamisk lov gælder kun for muslimer. De kristne betragtes som forvirrede, og det må de da gerne blive ved med at være…