Kinesisk ekspert: God kristen moral giver en sund økonomi
Der er en række spændende talere ved Willow Creeks næste Global Leadership Summit i København den 29. og 30. oktober.
En af dem er den fremtrædende kinesiske økonom, Dr. Zhao Xiao. Han blev bestilt af den kinesiske regering til at undersøge succesen i den amerikanske økonomi.
Xiao måtte konkludere, at et moralsk fundament tillod økonomien at blomstre, og han hævder, at Kinas økonomi vil kunne drage fordel af udbredelsen af den kristne tro.
Zhao Xiao har selv taget imod det kristne budskab. Han er fortsat en respekteret og lærd regeringsrådgiver, som taler åbent om kristendommens indflydelse på økonomien. På konferencen vil han dele sine tanker om forholdet mellem moral og markedsøkonomi. Han vil også fortælle om kirkens situation i Kina og de udfordringer, man har som kristen leder i et kommunistisk land.