Debat

Debatindlæg er udtryk for læserens egen holdning – ikke nødvendigvis Udfordringens. Obs! Max 200 ord.

Ofte omtales unge mennesker misbrug af spiritus begyndende i en alt for tidlig alder. Men for nylig bragte DR-nyhederne, som en funklende stjerne på en vintermørk himmel, en meddelelse om, at flere og flere unge siger nej til fuldedrik.
Jeg blev overrasket og glad på de unges vegne, som nu lægger afstand til denne yderst farlige weekendfornøjelse. Det er jo en kendt sag, at alt for mange mennesker ødelægger livet med alkoholmisbrug.
Hertil kommer trangen til at forsøge sig med langt farligere rusmidler. Er jeg nu en af de fanatiske afholdsfolk, som ikke under andre en ”glad aften”? Nej det kunne aldrig falde mig ind at tage glæden fra mine medmennesker. Jeg nyder god vin til god mad og et glad samvær med venner.
Men der er en kæmpestor forskel på ”spruthumør” og livsglæde. Og når jeg nu fortæller, at jeg aldrig har været, hvad man kalder for fuld, kan man jo indvende, at jeg inkompetent til at udtale mig om emnet. Det indrømmer jeg, men god vejlednig skal man ikke lade hånt om. Mine forældre oplevede sidst i 1800- og langt ind i 1900-tallet et drikkeri, der siger “spar to” til det, vi oplever p.t. Mentale skader, ødelagte ven- og ægteskaber, ulykkelige børn, hus og hjem der gik på tvangsauktion m.m. Det ville mine forældre ikke udsætte deres børn for, derfor blev vi oplyst og vejledet på en kærlig og omsorgsfuld måde mod misbrug.
P.s. Ægte livsglæde fås ikke på flasker og dåser eller som pulver. Kære unge, livet er for stort og skønt og kort til at misbruge.
Knud Andreasen
Ravnstrupvej 10
Græsted

I Udfordringen fra 29. december har der sneget sig en aldeles misvisende overskrift ind på forsiden. Det forjættende budskab lyder: ”Kirkeledere drømmer om enhed i 2011”.
Herefter skriver journalisterne, at efter 2000 års kirkehistorie med vækkelser og splittelser imellem de kristne er ”tiden kommet til at forene i stedet for at splitte. Nu skal der prædikes tilgivelse, bygges bro og integreres i en fælles kultur”. Læser man så budskabet fra de fire udvalgte danske kirkeledere, udtaler de tre sig overhovedet ikke om enheden imellem de forskellige kristne kirkeretninger, men kun om enheden inden for deres eget respektive kirkesamfund. Det er jo bestemt fair nok, men man må sige, at det er et meget begrænset ønske om enhed, der ikke kan tåle en så sensationel overskrift, for hvilken leder i dette land ønsker ikke enhed inden for egne rækker? Kun den fjerde, generalvikaren i den katolske kirke, udtrykker eksplicit ønsket om enhed imellem alle, der bekender sig til Jesus Kristus. Det kan man så tygge lidt på. Læseren får heller ikke at vide, præcist hvilket spørgsmål de fire kirkeledere forholder sig til, hvilket gør det meget vanskeligt overhovedet at forholde sig til svarene.
På trods af overskriftens løfter må vi kristne i Danmark altså nok se frem til, at heller ikke år 2011 adskiller sig fra de foregående 1000 års splid og ævl imellem kristne. Medmindre selvfølgelig, at Jesus kommer i årets løb, man har da lov at håbe . . . (Forkortet, red)
Martin Bergsøe
Nykøbing Falster