En million mod porno

Sydstatsbaptisterne i USA har netop startet en kampagne, som skal mobilisere mænd i kampen mod porno. Problemet blev belyst på et baptist-konvent i Oklahoma City.- Pornografi er ”kirkebænkens lyserøde elefant” som ingen taler om. Men den er som en pest, der skader kirkerne, sagde pastor Jay Dennis.

Pastor Jay Dennis betegner pornografi som en ”pest for kirkerne.”

I sit oplæg beskrev Jay Dennis situationens alvor:
– Vor fjende har fundet det perfekte redskab til at friste mænd. Det drejer sig om mænd, der elsker Gud og deres hustruer, deres børn og deres kirker.
Men det er et problem, som ingen taler om. Porno-afhængighed kan lukke munden på mænd, og det hindrer dem i at tage det åndelige lederskab i hjem og kirke.

Hjælp til mænd og sønner

Præsten fortæller, at han ikke ønskede at tage problemet op. Men stadig flere kvinder opsøger nu kirkerne for at søge rådgivning og sjælesorg for deres mænd og sønner, som er afhængige af porno.
Men det var umuligt at finde hjælpemidler, som både var sensitive og fokuserede på nåden. Derfor gik Jay Dennis i gang med at studere problemet og skrev derefter sit eget sjælesørgeriske materiale.

Udbredt problem

En undersøgelse blandt 1000 præster viser, at flertallet tror, at under 10 procent af mændene i deres kirker ser porno hver uge. Men Dennis mener, at tallet snarere er 80 procent.
– Mange kirker forholder sig til problemet ved at benægte dets eksistens. Men i stedet skulle de indrømme, at problemet findes, og så gøre noget ved det, mener Jay Dennis.

Holdning til kvinder

– Det egentlige problem er, at porno ændrer mænds syn på kvinder, siger Dennis.
Men kristne mænd kan vinde kampen ved Helligåndens hjælp. Derfor er kampagnematerialet målrettet til troende mænd. Til gengæld vil det kunne bruges i alle kristne kirker.

USAs sydstatsbaptister starter en kampagne, som skal samle 1 million mænd i kampen mod porno. I materialet indgår en studiebog og en nøglering med skriftsteder til 31 dage.
14 punkter mod porno

Mænd kan tilslutte sig kampagnen i en 14-punkters handlingsplan. Blandt de første punkter er en erkendelse af, at man er i stand til at blive fristet af porno.
Herefter fokuseres på forholdet til Gud som første prioritet, og forholdet til hustru og børn som hhv. anden og tredje prioritet.
Desuden er der en indbygget mentor-ordning, hvor den enkelte mand har mindst tre andre mænd, som han kan kontakte døgnet rundt, hvis han skulle blive fristet til at se porno.
Andre forebyggende tiltag er at placere sin pc på et offentligt sted, installere et filter på den samt undgå visse kanaler på fjernsynet.
Endelig har materialet også fokus på vigtigheden af det personlige andagtsliv med bl.a. bibellæsning, bøn og kirkegang.