Hæderslegat fra KLF gik til Rasmus Birkerod fra TV Øst

Rasmus Birkerod fra TV Øst.
Rasmus Birkerod fra TV Øst.

39-årige Rasmus Birkerod, journalist, studievært og idémand bag TV Øst-programmerne, Præstens Lektie og HVEM ER DU!, modtog i weekenden KLF’s hæderslegat.

Hæderslegatet uddeles hver andet år i forbindelse med KLF, Kirke & Mediers landsmøde. Med legatet følger en check på 10.000 kr.
Bag indstillingen af Rasmus Birkerod står flere faste seere af programmet Præstens Lektie, hvor to regionale præster diskuterer aktuelle begivenheder og den kommende søndags bibeltekst.
– I programmet forsøger jeg at gøre som præsterne i deres prædikener. De tager ofte udgangspunkt i folks hverdagsliv, og det er det, jeg gerne vil have i centrum. Samtidig skal der være rum for spontanitet og friskhed, så vi ikke ender i den gængse fortælling om, at kirkestof er kedeligt. Det er det langt fra, fortæller Rasmus Birkerod.
Legatet gives til en eller flere, der har ydet en ekstra indsats for kirke, tro og etik i dansk radio, tv eller øvrige medier. Landsstyrelsesmedlem Bent Munch håber, at tildelingen af hæderslegatet til netop Rasmus Birkerod, også kan inspirere andre medier til at beskæftige sig mere med tro- og etikstof.
Lisbeth