Kristen organisation bygger skoler til 25.000 børn på Haiti
Fem år efter det voldsomme jordskælv på Haiti har Compassion International som lovet bygget 30 nye skoler i landet.
The Christian Post oplyser, at skolebyggeriet vil komme 25.000 haitianske børn til gode, og at det har kostet 31,2 millioner dollars. Sponsorer fra hele verden har doneret penge til projektet.
Compassion’s leder for Haiti-projektet, Matthew Moore, minder om, at mange familier mistede både hjem, skoler og kirker i forbindelse med jordskælvet.
– Mange af vore partnere mistede bygninger, og de havde ingen steder at gå i kirke og ingen mulighed for selv at sørge for deres børn, fortæller Moore.
Compassion International har nu konstrueret skoler, der kan modstå de naturkatastrofer, der ofte rammer området.
Skolebyggeriet forventes endeligt afsluttet i april i år.