General trækker sig i Mission Afrika
Kristian Skovmose vil ”undgå, at spænde ben for realiseringen af det nye netværksfokus”.
Mission Afrikas generalssekretær siden 2007, Kristian Skovmose, forlader posten efter at bestyrelsen har besluttet en ny netværks-strategi.
”I forlængelse af det strategiske kursskifte er bestyrelsen og generalsekretær Kristian R. Skovmose blevet enige om at afbryde samarbejdet,” hedder det i pressemeddelelsen.
”Kristian R. Skovmose forlader sin stilling for at undgå, at den organisationsform, som han har stået for, skal spænde ben for realiseringen af det nye netværksfokus. Indtil videre er vicegeneralsekretær Peter Fischer-Nielsen konstitueret som generalsekretær.”
Og det er ifølge meddelelsen bestyrelsens nye strategiske fokus, der er årsagen.
”Et nyt strategisk fokus på netværk skal lede Mission Afrika videre fra en periode med økonomiske udfordringer. Samtidig forlader generalsekretær Kristian R. Skovmose sin stilling, og sekretariatet reduceres med flere medarbejdere,” siges det og der henvises til ”et dårligt 2014-regnskab og nogle år med presset likviditet”.
Faktisk nedlægges der 3½ stillinger på landskontoret, som for få år siden blev flyttet fra YMH i Christiansfeld til Aarhus.
– Vi er taknemmelige for den indsats, som Kristian har ydet i en periode med store organisatoriske forandringer. Nu skal vi til at træde nye skridt, og vi har i fællesskab vurderet, at der var behov for et lederskifte, siger Anne Mie Skak Johanson, som er formand for selskabet.
Mission Afrika skal i fremtiden gøre det lettere for menigheder og enkeltpersoner at komme på banen med initiativer og aktiviteter – både i det danske og det internationale arbejde. Det har Mission Afrikas bestyrelse netop besluttet.
Konkret vil det betyde, at et større ansvar kommer til at hvile på frivilliges skuldre, og at sekretariatets opgave i stigende grad bliver at fremme og understøtte netværksaktiviteter.
– Vi ved, at frivillige gerne vil have ansvar, og det skal vi give dem i endnu højere grad. Det er ikke nyt for Mission Afrika at tænke baglandet og de frivillige tæt ind i det daglige arbejde. Men vi har behov for at styrke dette fokus endnu mere og lade det være vigtigt i alt, hvad vi foretager os, siger Anne Mie Skak Johanson.
– Vi vil derfor bruge færre penge på administration og sikre, at flest mulige midler anvendes direkte i vores formålsarbejde, siger Anne Mie Skak Johanson.
Mission Afrika har af økonomiske årsager også valgt at træde ud af samarbejdet om Konfirmand Aktion, ligesom ungdomsorganisationen Afrika InTouch vil blive påvirket.