Politi pågreb mødeledere
NORGE – Deltagerne i et kristent ungdomsmøde i Salem Misjonsforsamling i Norge fik et chok, da uniformeret politi afbrød mødet og pågreb de to mødeledere.Mødet fortsatte dog på et hemmeligt sted efter hændelsen.
Her måtte deltagerne sidde på gulvet uden bibler, sangbøger og mødeledere, skriver bladet Utsyn.
Det viste sig dog snart, at den voldsomme afbrydelse var mindre dramatisk end først antaget. Hændelsen var nemlig en del af et tema om, hvad kristne kan komme ud for i lande, hvor kristne forfølges.
– Mange af os måtte overveje, om vi ville have kræfter og åndelig ballast til at leve i et lukket land, siger ungdomsarbejder Svein Anton Hansen.
– Én ting er at få informationer om forholdene i sådanne lande. Noget helt andet er selv at opleve det, siger han.
– ole