Ja, man kan stole på Gud

Ulla Kjaerulf in Mazzeo tilbragte en trist barndom og en svær ungdom i Danmark, men 30 dejlige år i Italien. Og Gud gav hende en ny chance, fortæller hun i sin nye bog.

Ulla Kjærulf blev født som et ”blåt barn” pinsemorgen, så de hentede hurtigt præsten, og døbt hende i køkkenvasken!

Men Ulla overlevede og fik et dramatisk liv, som bl.a. førte hende til Italien i 30 år.
Ullas familie gik højest i kirke juleaften og ved dåb, konfirmation, bryllup og begravelse. Og Bibelen fandtes ikke i hjemmet.
Men Ulla husker kristendoms-lærer Madsen, der spillede violin og fortalte om Bibelens historier.

Svært at tilgive

Men ellers var det ikke en lykkelig barndom, der bl.a. var præget af incest.
– Først i en alder af 26 år fortalte jeg min mor om det. Mine forældres ægteskab havde aldrig været godt, og nu blev de skilt.
Nu som ældre og som kristen forstår jeg det, der står i Fadervor: ”Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere.”
Det er meget svært, men lige meget hvad der sker i vores liv, skal vi gøre alt for at tilgive. Det er der en Guds velsignelse ved, siger Ulla af erfaring.

Kæreste ud foran et tog

Som 17-årig mistede hun en skolekæreste, hun havde haft i fire år – imod forældrenes ønske.
– Han gik ud foran et tog og døde. Måske havde han fået for meget at drikke. Jeg fik ikke lov at gå med til begravelsen, og det tog mig mange år at glemme ham, husker Ulla.
Efter realeksamen og husholdningsskole blev hun laborantelev på en medicinalvarefabrik. Hun mødte sin første mand.
– Jeg blev gravid, vi blev gift, og senere kom barn nr. to. Vi boede i en gammel lejlighed, med toilet i gården, koldt vand og uden vaskemaskine. Vi varmede lejligheden op med en olieovn og en el-ovn, men den var da hyggelig, husker Ulla.
Hendes mands onkel, som var med i Pinsekirken, lånte dem en bog. Lignelsen om brudepigerne, der ikke kom med til himlen, fordi de ikke havde olie på lamperne, gjorde indtryk på unge Ulla.
– Jeg fortalte det til min mand, hvortil han svarede, at jeg da ikke havde olie på lampen. Det blev jeg smækfornærmet over, men om aftenen bøjede jeg mine knæ ved min seng, og selvom det måske har været ret ubehjælpsomt, gav jeg Jesus mit hjerte. Straks derefter fik jeg et indre billede, hvor jeg så Jesus på korset, der stod på en bakketop. Rundt om ham var der lys og uden om ham mørke, fortæller Ulla.

Ude i mørket

En dag, hvor Ullas mand kørte på arbejde fra Roskilde mod København, blændede solen i den våde asfalt, og han kørte galt på sin motorcykel. Han kom på Glostrup hospital, hvor de i flere dage overså, at en af de store blodårer var gået itu. De måtte amputere benet under knæet. På grund af lægesjusk måtte benet senere amputeres over knæet.
Det var en frygtelig tid med mange smerter, og mandens “mørke sider” blev mere og mere uudholdelige.
Samtidig blev Ulla igen gravid og fik bevilget en abort, da man skønnede, at hun ikke ville kunne gennemføre graviditeten.
Men en ældre kristen mand frarådede den unge mor at få fjernet barnet.
– Han opfordrede mig til at klare mig igennem, for det, jeg havde i maven, var et liv. Jeg ringede afbud til aborten, og tunge måneder og år fulgte. Det, der skulle have været glade år med småbørn, var der ikke mange kræfter til. Og i 1969 måtte jeg bede om skilsmisse. Jeg sagde til Jesus: “Jeg ved godt, at du er død for mine synders skyld, men nu vil jeg leve, som jeg har lyst til.”

Den italienske journalist

Ulla mødte en italiener, som var journalist og korrespondent i Danmark for Italiens største avis.
Da de sammen var på ferie i San Remo, gik de ind i en kirke.
– Det tiltrak mig, da jeg så en kvinde belæsset med grønt og frugt fra det nærliggende marked komme roligt ind, sætte sine poser og knælende snakke lidt med Gud. Bagefter tog hun atter sine poser, gik ud og fortsatte sin dag, husker Ulla. Hun havde selv forladt Folkekirken, som hun fandt overfladisk. Men da de skulle giftes, gik hun til undervisning i den katolske Sakramentskirken på Nørrebrogade. Hun konverterede nu til katolicismen.
– Vi flyttede til Milano. Min mands avis, Corriere della Sera, skulle spare, så korrespondenterne fra de små lande blev kaldt hjem til redaktionen. Jeg boede i dette smukke land i 30 år.
Hvor danskerne måske er mere lukkede, og hvor janteloven kan synes at holde befolkningen lidt nede af frygt for, hvad næsten måske tænker, så er italienerne mere højrøstede, de tager måske også tingene lettere, og temperamenterne kommer lettere i kog, fortæller Ulla Kjærulf af erfaring.
– Hvor en troende dansker beder direkte til Gud, har katolikkerne lært at bede Jomfru Maria og helgenerne om forbøn. Jeg overværede et optrin, hvor en person opfordrede en anden til en handling, som Vor Herre sandelig ikke ville sætte pris på. Da den anden nølede, var svaret: “Åh jo, du kan jo bare gå hen og bekende din synd for præsten i morgen.”
Men i Italien er der mere respekt for kirken, som også er mere besøgt end i Danmark.
Det var jo først efter koncilet i 1960’erne, at latin blev udskiftet med de lokale sprog, og det blev almindeligt at købe en bibel.

Karolinepige

– Min mand havde aftenarbejde på avisen, og for at komme lidt uden for hjemmets fire vægge, arbejdede jeg ind imellem for Dansk Ost og Smør som “Karolinepige”, hvor jeg delte smagsprøver ud i supermarkeder. Jeg smurte også dansk smørrebrød som reklame for et rejsebureau, der lavede ture til Danmark. Sammen med en af mine døtre fik jeg også organiseret en uge med dansk mad i en restaurant med plads til 100 personer i Norditalien.

Platter

I 1984 startede Ulla Kjærulf et import- og postordrefirma.
– Jeg lavede forslag til en blå platte med italienske skibe og fik dem fremstillet i Danmark.
Jeg lavede én hvert år i tolv år. Jeg havde også en serie med uddøende italienske dyrearter.
Jeg fik de første tre platter lavet hos Bing og Grøndahl. Derefter blev platterne i to år fremstillet hos Den kongelige Porcelænsfabrik, men så fik den italienske importør også eneret på deres porcelæn, og jeg måtte fortsætte hos en mindre dansk fabrik.
Hos denne fabrik fik jeg fremstillet en 40 x 40 cm flise med motivet fra et maleri af Rafaels Madonna. Jeg havde set, at der rundt om i Italien var rester på mure fra tidligere madonna-motiver, fortæller Ulla.
I 1996 lukkede hun firmaet for at passe sin mand. Han var gået på førtidspension efter 10 års KOL-sygdom og døde i 1999.

Gud kalder igen

I halvfemserne var Ulla begyndt at komme i en lille nærliggende katolsk kirke, og hun mødtes også med nogle af kvarterets kvinder til morgenandagt.
– I mere end 25 år havde min bibel stået på højkant i mit natbord, og jeg havde ikke formået at læse i den, men nu tog jeg den frem igen. Den havde taget skade af at stå på højkant i alle de år, så den måtte indbindes på ny.
Jeg havde igen fået sult efter at lære mere om Gud. Når jeg gik i centrum af Milano for at se på vinduer, endte jeg gerne i en af de gamle kirker derinde.
Gud var mig nådig og kaldte på mig for anden gang.

Langt synderegister…

I 1995 ventede Ullas yngste datter trillinger. Men et barn døde i maven, og et andet døde kort efter fødslen, og det tredje fik skader efter fire måneder i kuvøse. Moderen svævede selv mellem liv og død efter kejsersnittet, fordi hun ikke kunne tåle narkose med lægemidlet kurare.
Under den svære periode bøjede Ulla knæ i hospitalets kapel og overgav sig igen til Herren.
– Jeg angrede, at jeg havde forladt hans vej i så mange år. Jeg tog en lang liste med de synder, jeg kunne huske, med hen til en af præsterne i Franciskanerkirken i Via Osoppo.
Det foregik i en skriftestol, hvor præsten sad bag et gitter. Jeg græd mine modige tårer. Da jeg var kommet igennem to tredjedele, spurgte præsten, om jeg ikke snart var færdig. “Et øjeblik”, svarede jeg og endte min liste, der var lang som en smørrebrødsseddel fra Ida Davidsen. Som bod sagde han, at jeg kunne bede et Fadervor, når jeg var faldet til ro.

Helbredt for fibromyalgi

Ulla læste meget i Bibelen for at få svar på sine spørgsmål, og hun så God-tv og fik tro for, at hun også kunne blive helbredt for den slidgigt og fibromyalgi, som hun var tilkendt førtidspension for.
I 2005 oplevede hun en helbredelse på et møde med Benny Hinn i Rom. Og efter en masse forbøn fra andre kunne hun i 2007 også slippe de smertestillende piller.
Hun var da flyttet til Køge og havde efter ni måneder fundet frem til Karlslunde Strandkirke, hvor præsten Peter Tingleff blev en stor støtte. Hun har siden oplevet ”mindst ti” helbredelser – bl.a. at en knude i maven forsvandt!
– Jeg var så glad og selvfølgelig taknemmelig over atter at erfare, at Gud står ved sit ord, og han kender mit hjertes længsel efter stadig at lære ham mere at kende, slutter Ulla Kjærulf sin bog ”Kan man stole på Gud?” med profetiske malerier og hendes egen livshistorie, som netop er udkommet. Bogen kan bl.a. købes på Hosianna.dk.