Søren har i 42 år rejst med bibelcamping

Søren Grysbæk har arbejdet med Indre Missions teltmission i 42 år.

Søren Grysbæk har i 42 år rejst rundt med IMs teltmission. Og selv om han nu er gået på pension, er han også hyret til at rejse rundt med bibelcamping-teltene denne sommer.

Indre Mission har tre store mødetelte. Det største står på Mørkholt Camping ved Fredericia, hvor der sommeren igennem er mange møder. Teltet kan rumme ca. 1500 deltagere.
De to andre telte er lidt mindre, de kan tager 5-600 deltagere.
Søren rejser med teltene rundt. Denne sommer er han med i Hjordkær, Harboøre, Sdr. Felding, Mørkholt og Skovgårde.
– Det er nu den mindste del af mit arbejde. Det er kun om sommeren, jeg er på teltmission, forklarer han. Sådan har det været siden han i 1974 blev kaldet til indremissionær.

Fra ploven til missionen

– Gud hentede mig bag ploven. Jeg var landbrugsmedhjælper på en gård i Sønderjylland hos folketingsmand Johs. Burgdorf.
Jeg fik et kald. Der var nogen, der mente, de skulle sige til mig, at jeg skulle blive missionær.
Det ville jeg egentlig ikke, men til sidst måtte jeg give mig, husker han. Søren Grysbæk er vestjyde. Han er født i Nr. Felding i nærheden af Holstebro. Han er også vokset op i Indre Mission.

– Kaldet begyndte allerede, da jeg var på Luthersk Missions Højskole i 1971.
Da jeg blev klar over, at jeg skulle være missionær, tog jeg også en 1-årig på bibelhøjskole på Fjellhaug i Norge.
Som missionær har Søren Grysbæk rejst meget rundt for at holde møder i missionhusene.

Han husker fx tilbage på møde-uger på Bornholm, hvor missionærerne blev fordelt ud på alle missionshusene i den uge.
Han og Emilie, som er sygeplejerske, har også skullet flytte fra det ene sted til det andet.
– Jeg begyndte i Videbæk, derefter Sønderborg nogle år, så Holstebro og endeligt Horsens, hvor jeg stadig bor og er med i arbejdet. Og hvert sted har haft sine gode sider.
– Har du også været på gademission?
– Ind i mellem, men det har måske ikke været min stærke side. For mig har det nok mere været at sidde med mennesker i sjælesorg og lede dem til tro. Og her har jeg oplevet enormt meget. Så tænker man: Ja, det nytter.

Hårdt, men godt

– Hvordan har det været at være missionær gennem så mange år?
– Det har været berigende. Ind i mellem har man haft lyst til at opgive, for det har heller ikke været let. Men alt i alt har det været fantastisk.
– Er det ikke hårdt at blive forflyttet af hovedbestyrelsen fra sted til sted?
– Nej, der er jo også andre, der må flytte efter arbejdet. Og på en måde er det en stor befrielse, at det er hovedbestyrelsen, der beslutter, når man skal flytte. Så er det ikke ens eget ansvar.
– Er man ikke normalt 7 eller 10 år et sted?
– Sådan var det engang, men sådan er det ikke længere. Nu er der jo færre missionærer, og nogle har fået andre titler. I starten var vi vel 140 missionærer. Til gengæld var der ikke så mange ungdomskonsulenter, osv.
– Får man normalt en missionærbolig til rådighed?
– Det er forskelligt, efter hvad man har mulighed for. Vi har altid selv haft vores eget hus.

Ikke kun Gud

– I dag er der ikke så mange missionshuse, som engang. Hvad tænker du om IM i fremtiden?
– Før var missionshusene kirkens ”dagligstue”, men nu har mange kirker fået deres egne mødelokaler. Og så går vi med i det.
Jeg tror, vi skal vinde danskerne ved at være dem, vi er. Både i ord og handling. Det er venskabsmission, jeg tror mest på, siger Søren Grysbæk.
– Og så synes jeg, det er vigtigt, at man ikke kun snakker om ”Gud”, men om Jesus. Så bliver det nemlig personligt og nærgående. Vi skal hen til Jesus og korset; det er dér, frelsen er, slutter Søren Grysbæk sin lille snak i sommerlandet med Udfordringen.