Bymission i homoparade

Generalsekretær Helen Bjørnøy i Kirkens Bymission stiller op i homoparaden under Europride festivalen, som finder sted i Oslo i juni
NORGE: – For mig er dette en solidarisk handling, som skal bidrage til, at bøsser og lesbiske bliver retfærdigt behandlet i vores samfund, angiver generalsekretær i Kirkens Bymisjon, Helen Bjørnøy, som grund til, at bymissionen deltager i Europride homofestivalen i Oslo den 17.-27. juni.

Helen Bjørnøy fra den norske kirkes bymission, mener det er vigtigt, at bymissionens medarbejdere markerer, at de støtter bedre vilkår for bøsser og lesbiske

Det skriver den norske avis Dagen.
Kirkens Bymisjon skal deltage aktivt under Europride, idet flere af de ansatte i bymissionen skal deltage i en gigantisk homoparade den 25. juni, hvor Oslos hovedstrøg, Karl Johans Gate, bliver omdannet til „De Homofiles Gate“.
Normalt trækker Europride festivalen, som tidligere har været afholdt i blandt andet Manchester, Køln og Stockholm, tusindvis af homoseksuelle fra hele Europa, og de norske arrangører forventer, at op imod 50.000 personer vil deltage i festlighederne.
Udover at deltage i homoparaden, vil Kirkens Bymisjon oprette et såkaldt stille rum på Oslos Rådhusplads, hvor en stor del af festivalens aktiviteter er henlagt til. Helen Bjørnøy oplyser til Dagen, at man er med i festivalen, fordi man via et arbejde med et dagcenter for mennesker med HIV og AIDS har en tæt kontakt til homomiljøet.
– Det er vigtigt at give de ansatte mulighed for at deltage, så vi kan markere, at vi ønsker at støtte tiltag, som giver bøsser og lesbiske bedre vilkår i vores samfund, siger hun til avisen.
I øvrigt skal Bjørnøy selv deltage i homoparaden.

Hvad man kunne vente

Pastor i Oslokirken, Jan-Aage Torp, mener, det var at forvente, at Kirkens Bymisjon ville deltage aktivt under homofestivalen, idet organisationen reklamerer med, at de har mange homofile ansatte.
– Men det tragiske og alvorlige er, at Kirkens Bymisjon, som arbejder blandt mange af dem, som har det svært i livet, har så lille moralsk retning og integritet at tilbyde disse. De homofile, som kommer til bymissionen burde have fået hjælp til at finde en anden levemåde og substans i livet, siger han til Dagen.
– jeli