Festlig reformationsgudstjeneste planlagt i Børglum Klosterkirke
Børglum klosterkirke er normalt kun i brug fra pinse til høst, men i år er den også åben til gudstjeneste den 31. oktober. Anledningen er, at Aalborg Stift fejrer reformationsgudstjeneste som optakt til det store reformationsjubilæum i 2017.
Det skriver Aalborg Stift med den tilføjelse, at Nordjyllands Beredskab står klar med 300 tæpper til uddeling blandt gudstjenestens deltagere, fordi kirken er uden opvarmning. Da der heller ikke er indlagt elektricitet, vil rummet være fyldt med levende lys.
“Kirken er udvalgt af stiftet til at være en af de kirker, der skal bruges i forbindelse med reformationsfejringen. Den spillede en væsentlig rolle under reformationen, da den sidste katolske biskop, Stygge Krumpen, sad her. Kirken var altså bispesæde indtil 1554, hvorefter det blev flyttet til Aalborg,” fortæller Thomas Reinholdt Rasmussen, der er sognepræst og provst i Hjørring Søndre Provsti.